Faktaboks

Viggo Johansen
Født
1851
Død
1935

Viggo Johansen. Aftenselskab i mit hjem, 1899. Olie på lærred. Interiørbillederne Aftenselskab i kunstnerens hjem, 1899, og Mellem kunstnere, 1902-03, viser en mesterlig beherskelse af de stemningsmættede, afdæmpede belysningseffekter. I disse værker forløses i en intim og tvangfri komposition det psykologiske spil mellem de tilstedeværende personer, der alle er portrætter af Viggo Johansens vennekreds (Weilbach). Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Viggo Johansen ved sit staffeli.

.

Viggo Johansen. Foto: Peter Newland.

.

Viggo Johansen. Konfirmations-søndag. Dragør, 1878. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Viggo Johansen. Moder skal læse. Kunstnerens hustru og barn, 1893. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Viggo Johansen, 1851-1935, dansk maler. Viggo Johansen blev uddannet på Kunstakademiet 1868-75 hos Jørgen Roed. Han tilhørte kredsen af Skagensmalere, og i 1880 giftede han sig med Anna Anchers kusine Martha Møller. Hun stod ofte model, fx til Køkkeninteriør (1884, Skagens Museum og Hirschsprung) samt Sovekammer (1885, Hirschsprung) og Børnene vaskes (1888, Ordrupgaard), hvortil der er brugt fotografiske forlæg.

Fra 1885 udstillede Viggo Johansen på Salonen i Paris, og han lod sig inspirere af Claude Monet til forfinede koloristiske udtryk som Christian Bindslev er syg (1890, Skagens Museum), der også røber slægtskab med Christian Krohg.

Viggo Johansen påvirkedes af 1890'ernes stemningskunst til en mere neddæmpet farveholdning i intime interiørmalerier som det folkekære Glade jul (1891, Hirschsprung) og Aftenselskab i mit hjem (1899, Statens Museum for Kunst). Han malede også landskabsbilleder fra bl.a. Skagen og Dragør samt stilleben og portrætter.

Viggo Johansen modtog 1886 Thorvaldsens Medalje. Han var 1888-1906 — efter kvindernes eget ønske — lærer på Kunstakademiets skole for kvinder, derefter professor ved Akademiet til 1920 og en periode dets direktør.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig