Faktaboks

Erik Hoppe
Født
19. juni 1897, Ødis
Død
21. maj 1968, Kvam

Eftermiddag. Faxe Ladeplads fra 1933 er et usædvanligt motiv for maleren Erik Hoppe, der ofte malede i Søndermarken ved København. Stilen er dramatisk koncentreret om vinden og lysets spil i træerne. Alt hvirvles rundt, mens et ubestemmeligt dyr i forgrunden, der minder om en bæver, roligt æder af planterne.

.

Erik Hoppe var en dansk maler og en af 1900-tallets betydeligste danske kolorister. Han var uddannet som håndværksmaler og på Kunstakademiet 1918-1920.

Erik Hoppes motiver

Hans motiver var Søndermarkens plæner, Wilders Plads på Christianshavn og Frederiksholms Kanal i København samt den norske natur ved Kvam, hvor han fra 1948 boede om vinteren. Midtpunkt i malerierne er som oftest en pigeskikkelse, hvis nærvær forløser en farveoplevelse af stor dybde og intensitet; et eksempel er Pige på Frederiksberg Runddel (købt 1929, Statens Museum for Kunst).

Jordfarverne

I billederne fra omkring 1930 er jordfarverne dominerende, ligesom hos vennerne Jens Søndergaard og Niels Lergaard, hvorfor de kaldtes mørkemalere; fra denne tid stammer det dystre, næsten mytologiske portræt af hans mor (1932, Statens Museum for Kunst). Hoppe malede på stedet foran sit motiv, men med årene blev lysets art og farve den store udfordring og det egentlige motiv. Dog er hans kunst aldrig bevidst abstrakt, og han betragtede ikke sine farvestudier i akvarel og olie som færdige billeder. Han tog i det hele taget afstand fra modernismen.

Fra 1936 til sin død var Hoppe medlem af Grønningen; han modtog både Eckersbergs og Thorvaldsens Medalje (1945 og 1961).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig