• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gerhard Henning

Oprindelig forfatter DFalc Seneste forfatter Redaktionen

Gerhard Henning Siddende pige, hugget 1937-38 i bremersandsten efter en model fra 1936; Glyptoteket. Der findes flere udgaver i bronze og i kunststen af denne skulptur, som Henning i 1937 modtog Thorvaldsens Medalje for.

Gerhard Henning Siddende pige, hugget 1937-38 i bremersandsten efter en model fra 1936; Glyptoteket. Der findes flere udgaver i bronze og i kunststen af denne skulptur, som Henning i 1937 modtog Thorvaldsens Medalje for.

Gerhard Henning, 1880-1967, dansk billedhugger, født i Stockholm. Efter uddannelse på teknisk skole i København og læreår som håndværksmaler tog han i vinteren 1897-98 til Göteborg, hvor han traf den svenske maler Ivar Arosenius og 1898-1902 besøgte Valands konstskola. Venskabet med Arosenius blev af stor betydning for Gerhard Hennings tidlige arbejde som maler og grafiker, hvor kredsen omkring dem var stærkt inspireret af den britiske tegner Aubrey Beardsley.

1909-14 og 1920-25 arbejdede Gerhard Henning, der var selvlært som billedhugger, på Den Kongelige Porcelainsfabrik, hvor han udførte raffinerede smågrupper, ofte i erotiske situationer, der stilistisk var påvirket af fransk 1700-tals-kunst. Men efter at have truffet Kai Nielsen og sammen med ham studeret især Auguste Rodins og Aristide Maillols skulpturer på Glyptoteket voksede gradvis et mere personligt og monumentalt udtryk frem.

Gerhard Henning blev en af 1900-t.s vægtigste fremstillere i dansk skulptur af kvindeskikkelsen, som han skildrede i al dens frodighed, tyngde og sanselighed. Blandt hans mange værker, udført i gips, kunststen, sandsten, marmor og bronze m.m., kan fremhæves Danäe (1927) og Stående pige (1928-29, begge på bl.a. Statens Museum for Kunst), Moderne pige (1930), Siddende pige (1937-38) og Liggende pige (1942-43, alle i bl.a. Glyptoteket). Flere af disse skulpturer er opstillet i parker og anlæg i danske byer, fx Faaborg-pigen (1942, Faaborg Stadion). Hans sidste værk var Susanne (bronze, 1964) ved Glostrup Hospital.

Gerhard Henning, der var gift med væveren Gerda Henning, udstillede fra 1932 som medlem af Den Frie Udstilling; i 1937 modtog han Thorvaldsens Medalje.

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Gerhard Henning Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik