Faktaboks

Gerhard Henning
Født
27. maj 1880, Stockholm
Død
16. september 1967, Hellerup

Gerhard Henning Siddende pige, hugget 1937-38 i bremersandsten efter en model fra 1936, Glyptoteket. Der findes flere udgaver i bronze og i kunststen af denne skulptur, som Henning i 1937 modtog Thorvaldsens Medalje for.

.

Gerhard Henning var en dansk billedhugger kendt for sin monumentale klassik, både med hensyn til motiver og stil. Han var gift med væveren Gerda Henning

Gerhard Henning var født i Stockholm. Efter uddannelse på teknisk skole i København og læreår som håndværksmaler tog han i vinteren 1897-1898 til Göteborg, hvor han traf den svenske maler Ivar Arosenius og 1898-1902 besøgte Valands konstskola. Venskabet med Arosenius blev af stor betydning for Gerhard Hennings tidlige arbejde som maler og grafiker, hvor kredsen omkring dem var stærkt inspireret af den britiske tegner Aubrey Beardsley.

1909-1914 og 1920-1925 arbejdede Gerhard Henning, der var selvlært som billedhugger, på Den Kongelige Porcelainsfabrik, hvor han udførte raffinerede smågrupper, ofte i erotiske situationer, der stilistisk var påvirket af fransk 1700-tals-kunst. Men efter at have truffet Kai Nielsen og sammen med ham studeret især Auguste Rodins og Aristide Maillols skulpturer på Glyptoteket voksede gradvis et mere personligt og monumentalt udtryk frem.

Gerhard Henning blev en af 1900-tallets vægtigste fremstillere i dansk skulptur af kvindeskikkelsen, som han skildrede i al dens frodighed, tyngde og sanselighed. Blandt hans mange værker, udført i gips, kunststen, sandsten, marmor og bronze m.m., kan fremhæves Danäe (1927) og Stående pige (1928-1929, begge på bl.a. Statens Museum for Kunst), Moderne pige (1930), Siddende pige (1937-1938) og Liggende pige (1942-1943, alle i bl.a. Glyptoteket). Flere af disse skulpturer er opstillet i parker og anlæg i danske byer, fx Gåsepigen (1937, Vesterbro i Aalborg) og Faaborg-pigen (1942, Faaborg Stadion). Hans sidste værk var Susanne (bronze, 1964) ved Glostrup Hospital.

Gerhard Henning udstillede fra 1932 som medlem af Den Frie Udstilling. I 1937 modtog han Thorvaldsens Medalje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig