• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.A. Jerichau

Oprindelig forfatter TA Seneste forfatter Redaktionen

J.A. Jerichau, Jens Adolf Jerichau, 1890-1916, dansk maler, søn af maleren Holger Jerichau (1861-1900), sønnesøn af billedhuggeren J.A. Jerichau.

Jens Adolf Jerichau Han blev uddannet på Kunstakademiet 1909-13, og s.m. en gruppe jævnaldrende blev han inspireret af kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher til at beskæftige sig med renæssancemaleriets traditioner. Han skabte dog snart sin egen fri fortolkning af den "store stil" under indtryk af Paul Cézanne, Vincent van Gogh, Paul Gauguin og Edvard Munch.

Under ophold i Frankrig 1912 og 1915 og i Spanien 1915 malede Jerichau en række landskabsbilleder, der med deres stærke forenkling af motivet og brug af rene farver blev et nybrud i dansk kunst.

Den "store stil" udmøntede han i figurkompositioner, hvis forenklet tegnede skikkelser fik et personligt-symbolsk indhold som i Mennesker søger varsler I-III (1915, Esbjerg Kunstmuseum, Louisiana), Evas skabelse (1915, Statens Museum for Kunst), Hæcuba (1916, privateje) og Slægten kalder (1916, Silkeborg Kunstmuseum).

Jerichau døde for egen hånd i Paris i 1916 og efterlod sig et betydeligt livsværk, der har inspireret kunstnere som Niels Larsen Stevns, Asger Jorn og Per Kirkeby.