John Kørner, f. 1967, dansk billedkunstner; uddannet på Kunstakademiet 1992-98. John Kørners udtryk, hvad enten det materialiserer sig som maleri, grafik, keramisk objekt, installation eller begivenhed, er farvestrålende, insisterende og fri for ironi og skjulte dagsordener. Blandt favoritfarverne er violet og gul, to farver, Kørner opfatter som særlig nordiske.
I slutningen af 1990'erne opstod den løse kunstnerkonstellation Kørners Kontor, der arbejder med at præsentere kunst uden for det traditionelle udstillingsrum, fx Street Sharks (1999) i København og Standardrum (2001) i Randers. Men John Kørner kan også selv, hvilket man har kunnet se på Herning Kunstmuseum ("The Greenland Problem", 2004), Gl. Strand (2004-05) og på ARoS (2006). Desuden findes hans værker i The Saatchi Gallery, London.
Sammen med en gruppe danske kunstnere har Kørner 2009-10 medvirket ved udsmykningen af Frederik 8.s Palæ på Amalienborg. Kørners udsmykning, der er skabt til den ene væg i taffelsalens forgemak, hedder Afghanistan og forestiller to soldater, der bliver ofre for en eksplosion. Værket lægger sig dermed i forlængelse af en gammel tradition for at skildre vigtige historiske begivenheder og herunder krige i kongehusets boliger. Kronprinsparret forkastede Kørners første udsmykningsforslag, der forestillede en fiskerbåd i voldsomt uvejr med en udenlandsk kvinde i stævnen og en dansk fisker.
John Kørner modtog i 2012 Eckersbergs Medalje.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki