Faktaboks

Karl Larsen
Født
1897
Død
1977

Karl Larsen, 1897-1977, dansk maler. Maleriet Trappegang (1917, privat eje) blev et lyngennembrud for den selvlærte kunstner; med sin spirituelle blanding af kubistisk collage og ekspressionistisk fabuleren har det placeret sig som et hovedværk i tidlig dansk modernisme.

Karl Larsen tilhørte kredsen omkring tidsskriftet Klingen og siden sammenslutningen De Fire (s.m. Vilhelm Lundstrøm, Svend Johansen og Axel Salto). Der knyttedes store forventninger til ham, og han modtog Årsmedaljen 1919 for et gennemført naturalistisk portræt af kunstsamleren Chr. Tetzen-Lunds mor. Hans udtryksform skiftede fra ekspressive, glødende landskaber i franske farver over stramme figurbilleder til stilfærdige opstillinger. Efter 1930 spillede arbejdet med klassisk betonede mosaikker en hovedrolle, men de tidlige arbejder er blevet stående som hans betydeligste indsats.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig