Faktaboks

Ole Schwalbe
Født
1929
Død
1990

Ole Schwalbe s udsmykning fra 1985 af Bikubens fire gavle i Landgreven i København består af romber og striber, der i en zigzagrytme gentager tagets vinkler ned over murfladen. Grundfarven i tre af gavlene er gul, hvoraf en ses her, mens den fjerde er brungrå og dermed udgør det urolige element, der sætter liv i de andre. Gavlens små, spredt placerede vinduer er inddraget som elementer i kompositionen, hvilket understreger samspillet med arkitekturen.

.

Ole Schwalbe, 1929-1990, dansk maler og grafiker. Ole Schwalbe var som kunstner selvlært og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1945; han blev udlært som litograf i 1950. På udstillingen Linien 3 (1956) var Ole Schwalbe blandt dem, der dannede den anden generation af danske konstruktivister. Som forgængerne i Linien II arbejdede han med den dynamiske vekselvirkning mellem figur og grund og mellem intellekt og følelse. Koloritten blev snart begrænset til sort og hvidt. I sidste halvdel af 1950'erne kom den røde farve til, og med de tre symbolfarver og den rette linje, korset og cirklen eller ægget som gennemgående figurer skabte han en række billeder, der virker som meditationsobjekter. Natur og arkitektur gav ofte impulsen til de konstruktive billeder, bl.a. i den grafiske mappe Romerske synonymer (1968), hvor fotografier er sammenstillet med litografier.

Samtidig arbejdede Ole Schwalbe med samspillet mellem arkitektur og billedkunst i udsmykninger af bl.a. Brandbjerg Højskole (1969-70), forsamlingshuset i Sukkertoppen (1972), den danske ambassade i London (1977), Nørreport Station (1981, ikke bevaret), Holstebro Bibliotek (1981) og Rådhus (1986), Bikuben i Landgreven, København (1985) samt flere færger. Blandt hans få skulpturer er Kuglen i Holstebro Rådhushal (1981).

Ole Schwalbe var medlem af Den Frie Udstilling fra 1961; han var rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler 1974-79 og modtog Thorvaldsens Medalje i 1978. Han har skrevet bøgerne Fra kubisme til informel kunst (1961) og Se på kunst (1968).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig