Sven Havsteen-Mikkelsen, 16.9.1912-14.2.1999, dansk maler og grafiker. Sven Havsteen-Mikkelsen var fra 1929 elev af bl.a. Olivia Holm-Møller og Peter Rostrup Bøyesen og i kortere perioder på kunstakademierne i Oslo og København.
1944-80 udstillede han med Den Frie Udstilling, derefter med Corner. Ungdommens rejser med stedfaderen, polarforskeren Ejnar Mikkelsen, til Færøerne, Island og Grønland blev bestemmende for Havsteen-Mikkelsens motivkreds, og han fastholdt siden en kraftfuld, norrøn landskabsfortolkning.
I samarbejde med Martin A. Hansen og Ole Wivel udgav han i 1952 bogen Orm og Tyr, hvortil han udførte 400 træsnit, der blev begyndelsen til hans religiøse kunst; illustrationer til Herman Melvilles Moby Dick udkom 1955. I landskabsmalerierne Askestorm, Island (1955, Schæffergården) og Beinisvörd, Færøerne (1957, Undervisningsministeriet) ses spor efter de tidligste kristne kultsteder.
Sven Havsteen-Mikkelsen har udført altertavler, glasmosaikker og farvesætninger i næsten 60 kirker i Danmark, Norge, Grønland og på Færøerne. Han har malet portrætter af bl.a. hustruen Pamela (1909-82), træsnit, tegninger og oliekridt til adskillige bogværker og udkast til frimærker i samarbejde med sønnen, arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsen.
Fra 1970 stammer et stort bronzerelief på klipperne ved Brattahlið i Sydvestgrønland, og til Frederik 9.s kapel ved Roskilde Domkirke udførte han i 1985 en bronzeport.
Sven Havsteen-Mikkelsen, der i 1960 modtog Eckersbergs Medalje, er repræsenteret med en permanent, retrospektiv ophængning på Schæffergården ved København.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki