symbolisme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Symbolisme. Arnold Böcklin Selvportræt med Døden som spillemand; maleri, 1883.

symbolisme, kunstnerisk-æstetisk bevægelse, der opstod og udvikledes i Frankrig i anden halvdel af 1800-t.

Bevægelsen dannede et overgangsled mellem romantik og modernisme, ofte med front mod samtidens naturalisme.

Den kom til udfoldelse inden for flere kunstarter og påvirkede i nogen grad kunsten i andre europæiske lande.

Symbolistisk billedkunst og litteratur

Digterisk såvel som billedmæssigt kendetegnedes symbolismen ved opdyrkelsen af en ren kunst (fr. art pur), hvori form og betydning sammensmeltedes i en syntese, som blev benævnt symbol.

Et symbolistisk kunstværk er ikke rationelt meddelsomt, men musikalsk suggererende, og skabelsen af et sådant værk indebærer, at konventionel realisme og logisk ræsonnerende kommunikation nedtones, idet der i stedet lægges vægt på sindsligt kompleks ekspressivitet og abstrakt formskønhed.

Charles Baudelaire. For Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-62 at optage en række fremragende portrætter af ham. Det var i selskab med Nadar, at Baudelaire første gang så Jeanne, den sorte Venus, spille på et parisisk varieté-teater (1842).

Symbolismens form- og forestillingsverden må ses på baggrund af bl.a. Edgar Allan Poes poetik og idealismens filosofi. Men det er digteren og kritikeren Charles Baudelaire, der var symbolismens vigtigste forløber, idet han definerede suggestiv udtryksform og abstrakt formstruktur som den rene kunsts basale kvaliteter, og fordi han pointerede kunstens åndelige dimension.

Ordet symbolisme er fransk, af symbol og -isme.

En symbolistisk eller symbolistisk orienteret litteratur og billedkunst blev i 1800-t.s sidste fire årtier skabt af en række franske digtere og malere, bl.a. digterne Stéphane Mallarmé, Arthur Rimbaud og, i symbolismens randområde, Paul Verlaine samt billedkunstnerne Paul Gauguin og Odilon Redon. 

Som litterær skole kan symbolismen dateres til tiden mellem 1886, da digteren Jean Moréas (1856-1910) publicerede sit symbolistiske manifest i Le Figaro, og 1898, da Mallarmé, parisersymbolismens kultskikkelse, døde.

Symbolismens skole repræsenterer imidlertid kun en af flere faser i et litterært udviklingsforløb, som i 1850'erne grundfæstedes i værker af Charles Baudelaire, og som i Mallarmés og Rimbauds poesi og poetik udfolder sig i en sprogligt raffineret symbolistisk flora. 1880'ernes symbolistiske skole omfatter digtere og kritikere som fx Gustave Kahn (1859-1936), Jules Laforgue, Jean Moréas samt til dels Joris-Karl Huysmans; dertil må nævnes repræsentanter for belgisk symbolisme, bl.a. Émile Verhaeren og Maurice Maeterlinck.

Uden for det fransksprogede område gjorde strømningen sig gældende i England og Irland (William Butler Yeats, J.M. Synge), i Tyskland og Østrig (Stefan George og Hugo von Hofmannsthal), i Rusland (Valerij Brjusov, Aleksandr Blok, Andrej Belyj) og i Skandinavien (Sigbjørn Obstfelder).

Den foretrukne symbolistiske genre var lyrikken såvel i faste versmål som i frie vers; men også prosa og endda drama benyttedes. Således regnes den sene Henrik Ibsens skuespil og August Strindbergs værker i en vis periode også gerne til symbolismen. Retningen var endvidere udgangspunkt for en række af 1900-t.s store modernister, fx T.S. Eliot.

Symbolisme. Titelbladet til de første seks numre af det symbolistiske tidsskrift Taarnet (1893) skyldes maleren Mogens Ballin. Redaktøren, Johannes Jørgensen, hentede tårnsymbolet dels hos J.-K. Huysmans, som han skrev et essay om, og i hvis roman Là-Bas (1891) hovedpersonerne fører samtaler om kunst og religion i et klokketårn, dels fra tårnværelset i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

Symbolismens synspunkter formidledes bl.a. af et større antal tidsskrifter, fx Revue Wagnérienne, La Vogue og Mercure de France (Frankrig), La Wallonie (Belgien) og Blätter für die Kunst (Tyskland), sidstnævnte redigeret af Stefan George.

I København udsendtes tidsskriftet Taarnet (1893-94), redigeret af digteren Johannes Jørgensen og indeholdende bl.a. oversættelser af Baudelaire og Mallarmé samt Johannes Jørgensens programartikel "Symbolisme". Symbolismen kom i Danmark først og fremmest til udtryk hos digterne Sophus Claussen, Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenbergog blev i øvrigt præget af konfrontationen mellem Sophus Claussens æstetisk-eksistentielle poetik og Johannes Jørgensens poetisk-kristne etos.

I de visuelle kunstarter kom symbolismen overvejende til udfoldelse på billedkunstens område, først og fremmest inden for fransk maleri og grafik, hvor en symbolistisk praksis og teori var etableret i begyndelsen af 1890'erne.

Da havde Paul Gauguin, Odilon Redon, Georges Seurat og Vincent van Gogh skabt mange af symbolismens hovedværker, og samtidig var det symbolistiske maleris form- og betydningsunivers blevet teoretisk belyst af bl.a. kunstkritikerne Félix Fénéon og Gabriel-Albert Aurier (1865-92).

Pierre Puvis de Chavannes og Gustave Moreau havde i århundredets sidste ca. 40 år skabt malerier, der i nogen grad viser overensstemmelse med symbolistisk formopfattelse. Men den egentlig stilskabende symbolisme opstod i anden halvdel af 1880'erne som en tidlig-modernistisk kunstform, karakteriseret ved opdyrkelsen af dekorativt "syntetiserede" billedstrukturer.

I denne udviklingsfase benævnes retningen undertiden syntetisme, og dens vigtigste eksponenter var Gauguin og Émile Bernard. Omkring 1890 fremstod under indflydelse fra især Gauguins symbolisme malergruppen Les Nabis, der talte bl.a. Maurice Denis, Pierre Bonnard og Paul Sérusier. Også neoimpressionismen med bl.a. Georges Seurat rummer symbolistiske træk.

Symbolisme. Arnold Böcklin De dødes ø; maleri, 1883.

Symbolisme. Arnold Böcklin De dødes ø; maleri, 1883.

I sidste fjerdedel af 1800-t. fremstod i Europa en række kunstnere, som dyrkede et æstetiserende, suggestivt billedudtryk med overvejende senromantisk, men også i nogen grad symbolistisk karakter, bl.a. Fernand Khnopff, Franz von Stuck, Arnold Böcklinog Max Klinger.

En udpræget germansk parallel til Gauguinkredsens symbolisme er Ferdinand Hodlers stiliserede figurbilleder. Symbolismens abstrakt-dekorative tendenser kan på vigtige punkter paralleliseres med den ornamentale formalisme i art nouveau eller jugendstil, og hos fx Gustav Klimt sammensmeltes symbolisme og jugendstil.

Harald Slott-Møller: Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord; maleri, 1904. Vejle Kunstmuseum. Maleren har brugt et moderne, monumentalt formsprog med store, forenklede billedflader. Maleriet er opdelt i en materiel del, markeret ved stoleryggen tv., og en åndelig del på den anden side af vandet med et lysglimt som fikspunkt. Med inspiration fra romantikken formidler den rygvendte kvinde og den lyse sommernat den åndelighed, som Slott-Møller efterstræbte i sin kunst.

I løbet af 1890'erne blev fransk symbolistisk billedkunst en væsentlig inspirationskilde i forhold til formbevidst, sjælsskildrende maleri i andre vestlige lande, bl.a. hos skandinaviske malere som Edvard Munch og Akseli Gallen-Kallela. Danske kunstnere som J.F. Willumsen, Johan Rohde og Mogens Ballin påvirkedes i 1890'erne af den franske symbolisme. Hos Agnes og Harald Slott-Møller og Joakim Skovgaard blev tendenser til symbolistisk ekspressivitet tilpasset traditionalistiske og ofte nyromantiske stilkonventioner.

Tegnerne og malerne Johannes Holbek og Jens Lund (1871-1924) var derimod på stilistisk afgørende måde påvirket af symbolisme og art nouveau. Flere af Ejnar Nielsens billeder er også præget af symbolismen, mens der i malerier af Vilhelm Hammershøi kan ses en tendens til abstraktion, der minder om symbolistisk æstetik.

Symbolistisk teater

Symbolistisk teater voksede frem i Frankrig i 1890'erne som en reaktion mod den naturalisme, der praktiseredes på André Antoines Théâtre Libre i Paris. For symbolisterne var Richard Wagner en vigtig inspirationskilde. De begejstredes over hans tanker om et Gesamtkunstwerk, der smeltede kunstarterne sammen i en mystisk syntese.... Læs videre om symbolistisk teater.

Læs også om symbolisme i Symbolleksikon og i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Symbolisme. Arnold Böcklin De dødes ø; maleri, 1883.

© Dette billede må du ...

Symbolisme. Arnold Böcklin Selvportræt med Døden som spillemand; maleri, 1883.

© Dette billede må du ...

Symbolisme. Titelbladet til de første seks numre af det symbolistiske tidsskrift Taarnet (1893) skyldes maleren Mogens Ballin. Redaktøren, Johannes Jørgensen, hentede tårnsymbolet dels hos J.-K. Huysmans, som han skrev et essay om, og i hvis roman Là-Bas (1891) hovedpersonerne fører samtaler om kunst og religion i et klokketårn, dels fra tårnværelset i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
16/03/2013
Oprindelig forfatter
LSP
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki