egyptisk blåt

Egyptisk blåt er et ikke særlig farvekraftigt, men særdeles holdbart syntetisk blåt pigment, som består af calciumkobbersilikat. Pigmentet var meget udbredt i hele den antikke verden fra ca. 2500 f.v.t.

Ny Carlsberg Glyptoteket har siden 2009 ledet et stort internationalt og interdisciplinært forskningsprojekt, The Copenhagen Polychromy Network, hvor antikkens farver bliver undersøgt og dokumenteret. Egyptisk blåt er her blevet påvist gennem avanceret digital fotografi med en teknik kaldet VIL (visible-induced luminescence) samt naturvidenskabelige analyser med micro-X-ray fluorescence (µ-XRF).

Indtil for nylig mente man, at de yngste fund af egyptisk blåt var gjort på et byzantinsk vægmaleri i Rom fra ca. 850 e.v.t., men undersøgelser i 2011 påviste, at et maleri af Den hellige Margrethe, malet af den italienske maler Ortolano Ferrarese (Giovanni Battista Benvenuto) i 1524, indeholdt store mængder egyptisk blåt. Også to andre værker af Ferrara-kunstneren Garofalo på National Gallery, London, og Rijksmuseum, Amsterdam, er malet med brug af egyptisk blåt.

Pigmentet blev fremstillet ved glødning af kvarts, kalk og kobberforbindelser blandet med et flusmiddel. Også i nordiske jernaldergrave er der fundet egyptisk blåt, brugt til bemaling af læderbeklædte skjolde.