Banketærskel, et lille firkantet, fladt træredskab med kort håndtag, tidligere brugt ved tøjvask til at gennembanke tøjet med, når det blev skyllet efter storvask for at få askerester ud. Banketærsklen blev anvendt, så længe askelud brugtes som sæbemiddel. Dens blad er som regel bredest fortil, og både det og håndtaget kan være buet. Banketærskler var yndede kærestegaver og ses ofte dekoreret, i 1600-t. gerne med udskårne figurscener; senere optræder bemaling og karvesnitmønstre, ofte med initialer og årstal.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.