Dalmålning, dekorativt almuemaleri på møbler og vægge fra Dalarna i Sverige. Allerede i 1500-t. kendes navne på dalkarle, der var malere, men dalmålningernes glansperiode faldt 1750-1870. De blev udført af lokale håndværkere, der rejste rundt og malede i folks stuer enten på væglærred eller på papirtapeter. "Dalstilen" fik sit gennembrud i figurmaleriet, hvor forlægget ofte er hentet fra 1700-t.s illustrerede bibler. Stilen kendes især på anvendelsen af den såkaldte kurbits, en stor blomsterranke, der ofte udfylder mellemrummene mellem scenerne, som gengiver træk fra datidens dagligliv. Vægmalerierne er som regel udført i farverne blå, rød og lysegrøn på hvid bund og er gerne omgivet af en karakteristisk bort. Vægmalerierne udgør enkeltkompositioner og forekommer yderst sjældent som serier.