Nadveren, (Abendmal), maleri af Emil Nolde fra 1907.

Emil Nolde malede værket, mens han sommeren 1907 havde lejet et par værelser hos en ung enke med tre små børn i et stadig eksisterende mindre hus i den vestslesvigske landsby Rudbøl.

Det bibelske motiv kom som en pludselig visionær udladning, der yderligere førte til malerierne Verspottung (Brücke-Museum, Berlin) og Pfingsten (Neue Nationalgalerie, Berlin).

Nadveren markerer Noldes overgang fra en mere impressionistisk stil, som han bl.a. havde dyrket på Als, til ekspressionismen, som han blev en af de fremmeste tyske repræsentanter for.

I 1913 købte den fremsynede kunsthistoriker Max Sauerlandt Nadveren til Städtisches Museum i Halle. Det var et af de første Nolde-billeder, der blev erhvervet af et tysk museum, og købet vakte voldsom diskussion både blandt kritikere og publikum. Man var ikke indstillet på de stærke farver og den groteske figurtegning. En sindsforvirret kvinde overfaldt senere maleriet med flere knivstik, men det lykkedes Nolde at udbedre skaderne.

Under den nazistiske kampagne Entartete Kunst i 1937 blev Nadveren beslaglagt i Halle og sammen med andre Nolde-værker vist på smædeudstillingen af samme navn i München. Derefter blev billedet deponeret utilgængeligt for offentligheden på et lager i Berlin. I dets videre historie spillede både Emil Nolde og hans hustru Adas (født Vilstrup) slægtninge en rolle. Det lykkedes Adas bror, grosserer Aage Vilstrup, at frikøbe maleriet for hård valuta, hvorpå han diskret overdrog det til maleren selv i stedet for at tage det med sig hjem til København.

Fordi billedet var blevet beslaglagt af myndighederne, var Nolde i længden nervøs ved at ligge inde med det på sin bopæl i Seebüll. I august 1939 blev han enig med en slægtning, skolelærer Christian Carstensen, om, at denne bragte Nadveren og yderligere syv oliemalerier i sikkerhed hos sine forældre, der drev en stråtækt gård i Agtrup umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse. For ikke at bringe moderen, Anna Marie Carstensen, i forlegenhed bildte Carstensen hende ind, at det drejede sig om værdifulde ægte tæpper. Rullen med de otte malerier blev anbragt inde bag frakkerne i et klædeskab i en forstue på gården, hvor den stod urørt i fem år.

Efterhånden som 2. Verdenskrig intensiveredes, blev Emil Nolde, der allerede havde mistet adskillige værker i sin vinterbolig i Berlin under de allieredes luftangreb, ængstelig over billedrullen i Agtrup. I december 1944 iværksatte man en yderligere evakuering.

Malerens nordslesvigske slægtning, gårdejer Christian Petersen fra landsbyen Nolde, bragte den over grænsen ved Pebersmark, hvor han kendte de tyske vagtposter, og på cykel videre til Haderslev, hvor Adas søster, Elna Vilstrup, der var bogholder, boede. Fordi Christian Petersen var hjemmetysk nazist, mens Elna Vilstrup sympatiserede med modstandsbevægelsen, blev han ikke budt så meget som en stol ved overdragelsen. Først i august 1948 blev de otte malerier sendt videre til Aage Vilstrup i København. De sammenrullede lærreder havde overlevet de ni år ubeskadiget.

Ved Emil Noldes død i 1956 indgik Nadveren sammen med syv andre malerier, der ikke alle var hentet i rullen fra Agtrup, i en testamentarisk gave til Statens Museum for Kunst. Hermed ville maleren, der selv betragtede sig som tysker, vise sin taknemmelighed over for det land, der havde givet ham hustruen Ada, som var død i 1946.

Museets direktør Jørn Rubow reagerede yderst forbeholdent på donationen og sendte den fortrinsvis på udstilling i provinsen og i udlandet, hvor den var stærkt efterspurgt.

Først i 1974 blev Nadveren også i København anerkendt som et hovedværk i moderne europæisk kunst og ophængt permanent.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig