Den Sixtinske Madonna, maleri af Rafael, udført 1512-13 til kirken San Sisto i Piacenza, hvorfra det i 1754 blev solgt til Dresden.

Den Sixtinske Madonna regnes i dag blandt Dresdenergalleriet, Gemäldegalerie Alte Meisters klenodier. Madonna med barnet står mellem pave Sixtus 2., der var martyr og helgen, og den hellige Barbara. Forneden i billedet læner to putti sig til en mur; de har senere fået tilnavnet Rafaels engle. Pave Julius 2. menes at have stiftet alteret, i hvert fald bærer den knælende Sixtus hans træk.

Rafaels Sixtinske Madonna blev købt af kurfyrst Friedrich August 2. i 1754 for at blive indlemmet i de kurfyrstelige samlinger i Dresden.

Den kunstelskende kurfyrste tørstede efter at eje Rafaels vældige klenodie, der var over 2 meter på begge leder. Da man i 1754 bar Den Sixtinske Madonna ind i tronsalen til kurfyrsten, skulle han efter sigende have udbrudt: ”Gør plads for den store Rafael”, og have rykket sin tronstol til side for at gøre plads til dette guddommelige værk.

I romantikken blev Den Sixtinske Madonna kult. Rafael og fortolkningen af hans kunstsyn blev udødeliggjort med Wilhelm Heinrich Wackenroders programskrift Herzensergiessungen eines Kunstliebendes Klosterbruders (1796), der blev redigeret og udgivet af Ludwig Tieck. Heri beretter Wackenroder om Rafaels drøm. Om hvorledes den nådige Gud lod Madonnas urbillede vise sig for kunstneren.

Hermed var Madonnas arketype åbenbaret for eftertiden og Rafaelkulten født og grundlaget for tilbedelsen af Den Sixtinske Madonna legitimeret. Der findes utallige beretninger om hysteriske scener foran værket. Lige fra vanvittige tåreudbrud - til langvarige teatralske knæfald foran alteret og dets urbillede. Blandt andre brød Henrik Steffens ud i tårer ved synet af alteret og han beskrev hvorledes Madonnaen blev tilbedt som den hellige Jomfru selv - særlig efter at Tieck, August Wilhelm Schlegel og Novalis havde tildelt hende deres poetiske indvielse, så nu kunne man betragte hvorledes unge digtere knælede foran Madonnaalteret og Steffens selv kunne betragte sig som en indviet som Madonna havde åbenbaret sig for.

Også Adam Oehlenschläger skal have betragtet Den Sixtinske Madonna i knæhøjde under et af sine mange besøg i Dresden. H.C. Andersen mødte Den Sixtinske Madonna under sit første ophold i Dresden i 1831. Madonnaen imponerede ikke H.C. Andersen i første omgang. Men så faldt sløret fra hans øjne, og han brød ud i jubel over guddomsånden. Madonna er en åbenbaring: "Nu blev det mig klart, hvorledes den fornuftige Catholik kan knæle for et Billede. Det er ikke Farverne paa Lærredet han tilbeder, det er Aanden, Guddomsaanden, der aabenbarer sig legemlig her, for det legemlige Øie, medens de mægtige Orgeltoner bruse over ham og løse Sjælens Dissonanser, saa at der vorder Harmonie imellem det Jordiske og det Evige."

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig