Gentalteret, altertavle i kirken Sint-Baafs i Gent, et hovedværk af malerne Hubert og Jan van Eyck.

Altertavlen blev bestilt af en Jodocus Vydt. Gisninger om Hubert van Eycks medvirken skyldes den tvivlsomme latinske indskrift på rammen: "Hubert van Eyck, den bedste maler man har kendt, har påbegyndt arbejdet, og hans bror Jan har fuldført det".

Den 3,5 m høje altertavle blev påbegyndt omkring 1420 med midterfeltets nederste og øverste del, Lammets tilbedelse og Gud Fader flankeret af Maria og Johannes Døberen, og det tilskrives derfor af nogle Hubert van Eyck. Det øvrige alter — om ikke det hele — er udført af Jan, bl.a. de to meget realistiske skildringer af Adam og Eva. Alteret, der blev fuldført i 1432, var oprindelig kun åbent på festdage.

Ifølge ældre beretninger tiltrak det så vældige skarer af beundrere og nysgerrige, "som bier og fluer på en sommerdag flyver i sværme om kurve med figen og druer".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig