Ved Randersbro blev der i 1828 i forbindelse med bortgravning af en lille ø fundet en ca. 27 cm høj bronzefigur, som forestiller Jomfru Maria og nu er kendt som Randersmadonnaen. Oprindelig har Madonnaen holdt Jesusbarnet og jordkloden i sine hænder, begge figurer var dog fraværende ved fremgravningen. Stilistisk dateres figuren, der muligvis er fremstillet i Frankrig, til første halvdel af 1100-tallet.
.

Mariabilleder af afbildninger af Maria. De ældste bevarede billeder ses i oldkristne katakombemalerier fra 200-tallet og på kristne sarkofager fra 300-tallet, hvor hun har en beskeden plads i fødselsscenen. På Efesoskoncilet i 431 formuleredes dogmet om Maria Gudføderske, Gudsmoder, hvilket befordrede hendes høje status i kunsten.

I Santa Maria Maggiore-kirkens korbue i Rom (ca. 440) optræder hun for første gang som kejserinde, klædt i gulddragt og med diadem og glorie. I Ravenna (450-550) og i de følgende byzantinske mosaikker står eller troner hun frontalt med barnet, iført purpur, senere den blå kappe, som blev tradition. Som andagtsbillede (ikon) ses hun i halvfigur med barnet i venstre arm.

I den østlige kirke skabtes typer som Maria galaktotrofusa (den diegivende), Maria glykofilusa (den sødt kyssende) og Maria hodegetria (den vejvisende). Herudover er Maria skildret i talrige bibelske scener, let genkendelig i rød kjole og blå kappe. I Vesten fremstilledes den tronende Maria også i metalkunst og i træskæreri; med centrum i Sydfrankrig æredes de sorte Madonnaer.

Efter ca. 1300 blev Maria stadig mere menneskeliggjort i rollen som mor, jomfru og kronet Himmeldronning. Hun fik også stadig flere funktioner: Som forbeder på dommedag, som Schutzmantelmadonna, der beskytter menneskene under sin udbredte kappe, eller som mater dolorosa, den smertefulde mor med den døde søn på skødet. Hun vises også med en enhjørning eller omgivet af en mandorla. I altertavler kan hun stå i en rosenkrans med barnet, rosenkransmadonna, eller som kvinden fra Johannes' Åbenbaring 12,1-2 på måneseglet med Solens stråler (solgissel) omkring sig.

I romerskkatolske lande skildredes Maria i renæssance og barok i store altertavler af bl.a. Rafael, Tizian, Rubens, El Greco og Murillo, der viser hendes optagelse i Himlen (assumptio), den uplettede undfangelse (conceptio immaculata) eller moderen med barnet. Fra 1700-tallet standsede udviklingen af Mariabilleder, og i 1900-tallet ses kun spredte eksempler på mere individuelt prægede skildringer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig