Riza-ye Abbasi, virksom 1610-40, persisk maler, ledende hofmaler hos Abbas 1. Under ham udvikledes en stil inden for bogmaleriet, hvor der blev lagt vægt på selve tegningen. Hans linjeføring kan med sin flydende elegance nærme sig et manieristisk udtryk, samtidig med at interessen for detaljen tilfører fladen næsten abstrakte kvaliteter. Blandt hans værker dominerer portrætter af unge, smukke mennesker, men også billeder af ekstatiske, troende muslimer.