Kalligrafi, skønskrift. Kalligrafi er uløseligt knyttet til selve skriftens historie. Således udviklede middelalderens og renæssancens eminente skrivere grundlaget for de første trykte skrifter, både antikvaskriften og den hurtige og pladsbesparende kursiv, der oprindelig udvikledes til administrativt brug.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kalligrafi kommer af græsk kallos 'skønhed' og -grafi.

Senere trykteknikker som kobberstik og litografi dannede grundlag for andre, ofte meget kunstfærdige udarbejdede kalligrafiske udtryk. I nyere tid er kalligrafiens udvikling knyttet til den britiske Arts and Crafts-bevægelse med bl.a. William Morris, der fandt sine skriftforbilleder i renæssancen.

Inspireret af Morris søgte Edward Johnston ved intense studier i 1400-tallets italienske håndskrifter at tilegne sig renæssancens skrivefærdighed. På dette grundlag udgav han 1906 Writing & Illuminating & Lettering og påbegyndte en skelsættende undervisning, der skabte en veludviklet kalligrafisk tradition i England.

I slutningen af 1900-tallet har interessen for kalligrafi bredt sig i den vestlige verden, både blandt grafikere og amatører. I Danmark har især grafikeren Bent Rohde gjort en betydelig indsats, både som kalligraf og som forfatter til flere lærebøger.

Islam

Den kalligrafiske udformning af arabisk skrift tager sit udgangspunkt i ønsket om den smukkest mulige gengivelse af Guds ord i Koranen. Senere er anvendelsesområdet udvidet til alle typer arabisk litteratur — foruden kunsthåndværk og arkitektur — om end religiøse tekster stadig gøres til genstand for de største anstrengelser i henseende til elegance og farverigdom.

Den kantede kufiske skrift, skabt til epigrafisk brug, blev den første arabiske skønskrift. Kufisk skrift blev i særlig grad udviklet i det islamiske Spanien, og udsmykningen af Alhambrapaladset i Granada er her et højdepunkt.

En anden skrifttype, naskhi, håndskrifternes enkle brødskrift, udviklede kalligrafiske varianter i de øvrige dele af den islamiske verden: Thuluth ('tredjedel') er karakteristisk ved sine hyperbelbuer og hyppigt anvendt til fremhævelser i håndskrifterne; ta'liq er en persisk stejlskrift, mens den nordindiske shikaste er en elegant, men næsten ulæselig skrift. Se arabisk sprog.

Østasien

I Kina, Korea og Japan betragtes kalligrafien som en selvstændig kunstform, som dog er nært forbundet med maleriet og poesien. Allerede under det kinesiske Handynasti (206 f.Kr.-220 e.Kr.) blev kalligrafien anset som den fornemste af alle kunstarter, og den har siden været dyrket af lærde, embedsmænd og undertiden af talentfulde kejsere. Kalligrafi udføres med pensel og tusch på papir eller silke.

I standardskriften (kaishu), som har været anvendt i officielle dokumenter siden Tangdynastiet (618-906), er kinesiske skrifttegn opbygget af indtil 36 hovedsagelig lige og vinklede streger. Disse udføres efter bestemte forskrifter i en vedtaget rækkefølge inden for et imaginært kvadrat.

I tidens løb er der opstået forskellige stilarter, spændende fra imitation af indskrifter på orakelben (jiaguwen) fra Shangdynastiet (ca. 1650-ca. 1000 f.Kr.) og bronzeinskriptioner (jinwen) fra Zhoudynastiet (ca. 1000-255 f.Kr.) over seglskrift (zhuanshu) og embedsmandsskrift (lishu) fra Hantiden til græsskriften (caoshu).

Græsskriften, der i sine til tider ekstreme forenklinger af skrifttegnene kan minde om stenografi, er ofte vanskelig at læse og fremstår i sin rendyrkede æstetik som et abstrakt maleri.

Inden for de enkelte stilarter råder en vis individuel frihed, således fx kejser Huizongs (1082-1135) fortolkning af standardskriften, en personlig stil, han kaldte "spinkelt guld".

Kalligrafien værdsættes som en afspejling af kunstnerens personlighed, og idealet er en stil, der på en gang er udtryksfuld og ukunstlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig