• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

det sublime

Oprindelig forfatter Dehs Seneste forfatter Redaktionen

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

det sublime, det ophøjede, noget i æstetisk sammenhæng grænsesprængende og overvældende.

Begrebet stammer fra en antik retorisk traktat af en ukendt forfatter kaldet Pseudo-Longinos.

Skriftet blev oversat til fransk i 1674 af Nicolas Boileau; dets tema er storhed i tale og skrift, dvs. evnen til med retoriske midler at opnå en virkning, der egl. overstiger de muligheder, der ligger i disse midlers korrekte brug.

Det paradokse forhold mellem midler og virkning blev siden en fællesnævner for begrebets anvendelse i 1700-t.s og atter i 1900-t.s filosofiske æstetik.

Hos Immanuel Kant manifesterede dette paradoks sig i forholdet mellem det sansemæssige og det oversanselige, når oplevelsen af naturen i dens storhed og voldsomhed fremkaldte bevidstheden om en værdiorden af åndelig art.

Caspar David Friedrich,  Munken ved havet; maleri, 1808-10. Alte Nationalgalerie, Berlin. Kunst og filosofi fra ca. 1800, da romantikkens epoke nåede sin kulmination, vrimler med udsagn om, at natur og ånd er udtryk for det samme. Naturen opfattedes som synliggjort ånd. Motivet med det enlige menneske i naturen kan ses som udtryk for en længsel efter den idealtilstand, hvor ånden i naturen og i mennesket bliver ét. Tanken om et åndløst, ubesjælet Univers måtte vække gysen; da Heinrich von Kleist så dette maleri, skrev han i 1810: Intet kan være mere forstemmende eller ubehageligt end denne stilling i verden: at være den eneste gnist af liv i dødens vældige rige, det enlige midtpunkt i en enlig kreds.

Caspar David Friedrich, Munken ved havet; maleri, 1808-10. Alte Nationalgalerie, Berlin. Kunst og filosofi fra ca. 1800, da romantikkens epoke nåede sin kulmination, vrimler med udsagn om, at natur og ånd er udtryk for det samme. Naturen opfattedes som synliggjort ånd. Motivet med det enlige menneske i naturen kan ses som udtryk for en længsel efter den idealtilstand, hvor ånden i naturen og i mennesket bliver ét. Tanken om et åndløst, ubesjælet Univers måtte vække gysen; da Heinrich von Kleist så dette maleri, skrev han i 1810: Intet kan være mere forstemmende eller ubehageligt end denne stilling i verden: at være den eneste gnist af liv i dødens vældige rige, det enlige midtpunkt i en enlig kreds.

Det sansemæssigt umådelige var imidlertid uforeneligt med klassicismens harmoniske skønhedsideal; derfor var det sublime ifølge Kant et intellektuelt og moralsk tema, ikke et kunstnerisk.

Ikke desto mindre trådte sådanne æstetiske normer frem allerede i Kants egen tidsalder, frem for alt i musik (Ludwig van Beethoven) og maleri (Caspar David Friedrich, William Turner).

I 1900-t.s æstetik har Theodor W. Adorno genoptaget begrebet og anset det sublime for at pege på en væsentlig dimension i moderne kunst; især de teologiske overtoner i spændingsforholdet mellem det æstetiske og det åndelige mente han passede til en kunst, der er i permanent konflikt med sin egen status som æstetisk objekt.

I 1980'erne blev det sublime et nøglebegreb for "fremstillingen af det ufremstillelige", det erkendelsesprojekt, som Jean-François Lyotard formulerede på den nonfigurative billedkunsts vegne.