Raoul Hausmann, 1886-1971, østrigsk-tysk billedkunstner og forfatter. Hausmann var 1918 medstifter af Dada-gruppen i Berlin, hvor han bl.a. udgav tidsskriftet Der Dada og skrev flere Dada-manifester. Hans hovedindsats var opfindelsen af lyddigtet og fotomontagen, der samtidig også sås hos Hugo Ball og John Heartfield. Hausmanns, Balls og Kurt Schwitters' lyddigte fik stor betydning for senere kunstneriske manifestationer som for eksempel Fluxus.
Raoul Hausmanns kendteste arbejder er det mekaniske træhoved Geist unserer Zeit (1921, Musée national d'art moderne, Paris) og fotomontagen Tatlin at Home (1920, Moderna museet i Stockholm). 1933 emigrerede Hausmann til Ibiza, hvor han en årrække beskæftigede sig med fotografi; i 1938 bosatte han sig i Frankrig.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki