Jørgen Haugen Sørensen var en dansk billedhugger. Han var bror til maleren og grafikeren Arne Haugen Sørensen.
Jørgen Haugen Sørensen
Faktaboks
- Født
- 3. oktober 1934
- Død
- 18. november 2021
Tidlige år
Som autodidakt kunstner debuterede Jørgen Haugen Sørensen på Charlottenborg og KE (Kunstnernes Efterårsudstilling) i 1954 og udstillede som medlem af Decembristerne 1956-1975 og af Grønningen 1978-1988.
Jørgen Haugen Sørensen arbejdede først med dyre- og menneskeskildringer. Derefter fulgte en række Slagtescener og andre bronzefigurer med organiske former, inspireret af bl.a. slagtede dyrs indvolde, som efterhånden blev løsrevet fra det naturalistiske, fx Dunkedyret (1961, Louisiana).
I løbet af 1960'erne eksperimenterede han med installationsagtige grupper af objekter som En bunke med tilskuere (bemalet glasfiber, 1971, Statens Museum for Kunst), og han lavede flere film sammen med fotografen Gregers Nielsen.
Flytning til Pietrasanta
Derefter begyndte Haugen Sørensen at arbejde med sten og bosatte sig i 1975 ved marmorbruddene i Pietrasanta i Italien. I de følgende år udførte han en række skulpturer, hvor marmor i forskellige farver og sorter er kombineret, fx Den grønne pæl (1977, Birkerød), samtidig med at skulpturerne bygges op af flere dele med varieret forarbejdning, nogle glatte, andre ru.
Jørgen Haugen Sørensens udsmykninger
Jørgen Haugen Sørensen udførte mange udsmykninger både i Danmark og i udlandet. De kan ofte opfattes som et angreb på den arkitektur, de er knyttet til. Således synes en tungelignende form at gennembryde muren ved Danmarks Journalisthøjskole i Århus (1971-73). Denne bløde, organiske form er et karakteristisk element i mange af hans skulpturer, fx For glat til korset (1977, Glyptoteket), skulpturerne foran Københavns Universitet på Amager (1979) og De kantede bær' de glatte glidere (1984) ved muren omkring Assistens Kirkegård i København.
Ligesom i Huset der slikker solskin (travertin, 1980, Det Danske Institut i Rom) har han her anvendt geometrisk prægede former i kontrast til det organiske.
Granitskulpturer
I 1990'erne udførte Jørgen Haugen Sørensen en række store, monokrome granitskulpturer, fx Vulgær Ophobning (1990-1991, Karup Lufthavn). Han arbejdede med en grå granit fra det portugisiske stenbrud Granitos de Maceira, fx i Huset der regner på Sankt Hans Torv i København (1992-1993), der ligesom tre skulpturer til Lunds universitet (1994) består af kantede former med rå brudflader.
Glatslebne og polerede flader præger til gengæld den over 7 m høje granitskulptur Kolossen, der i 2011 blev opstillet i Kastrup Strandpark på Amager.
Priser og hædersbevisninger
Jørgen Haugen Sørensen modtog Eckersbergs Medalje i 1969, Thorvaldsens Medalje i 1979.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.