Faktaboks

Arnold Böcklin
Født
16. oktober 1827, Basel, Schweiz
Død
16. januar 1901, Fiesole, Italien

Selbstbildnis mit fiedelndem Tod ('Selvportræt med Døden som spillemand'), olie på lærred, 1872.

/Alte Nationalgalerie, Berlin.

Arnold Böcklin var en schweizisk maler. Bortset fra ophold i Tyskland og Schweiz tilbragte han størstedelen af sit liv i Italien, hvor en forkærlighed for antikken og mytologien blev en dominerende faktor i hans kunst.

Böcklin blev uddannet i årene 1841-1847 på kunstakademiet i Düsseldorf hos bl.a. den tyske landskabsmaler Johann Wilhelm Schirmer (1807-1863), der tidligt prægede hans maleri i retning af en klassicistisk landskabstradition.

Arnold Böcklins motiver

Arnold Böcklin kombinerede det italienske middelhavslandskab med mytologiske og metafysiske figurer.

Nymfer og satyrer optræder i Pan im Schilf ('Pan i sivene') (1857, Neue Pinakothek, München). Havvæsener ses i Triton und Nereide ('Triton og nereide') (1873-1874, Schack-Galerie, München). Figurerne bevæger sig omkring i monumentale, fantasifulde landskaber, karakteriseret af en stor dekorativ virkning, skarpe konturer og en kraftig og lysende kolorit.

Triton und Nereide, 1873-1874, olie på lærred.
/Schack-Galerie, München..

Toteninsel

Arnold Böcklin malede flere versioner af motivet Toteninsel ('De dødes ø'). Denne version fra 1883 findes på Alte Nationalgalerie i Berlin. Den hvidklædte død sejles over til klippeøen, ganske som Charon, der ifølge den græske myte færger de dødes skygger over floden Acheron til Hades. En kopi af en anden version af Toteninsel danner bagtæppe i slutscenen af August Strindbergs kammerspil Spøgelsessonaten (1907), ligesom Strindberg samme år lod maleren Carl Kylberg kopiere Böcklins Livets ø og De dødes ø til ophængning i sit Intima teatern i Stockholm.

.

Fra omkring 1870 blev Böcklins formsprog mørkere, mere mystisk og melankolsk, med ensomheden som et gennemgående motiv. I et af hans kendteste værker Todeninsel ('De dødes ø') fra 1880, malet i fem versioner (bl.a. en i Kunstmuseum Basel), symboliseres menneskets forgængelighed over for havets og himlens uendelighed.

Arnold Böcklin blev en indflydelsesrig kunstner i den tysktalende del af verden og fik mange efterfølgere blandt de tyske symbolister.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig