Faktaboks

Henri Matisse

Henri Émile Matisse

Født
31. december 1869
Død
3. november 1954

Henri Matisse var en fransk maler, papirkunstner og billedhugger. Henri Matisse var en af 1900-tallets betydeligste og mest indflydelsesrige billedkunstnere. Han var livsglædens og den sanselige skønheds maler, der skabte sin kunst ud fra holdningen, at et billede først og fremmest skal være "en fest for øjet".

Henri Matisse indledte sin kunstneruddannelse i 1891 på Académie Julian i Paris. I 1895 blev han optaget i symbolisten Gustave Moreaus atelier på École des beaux-arts, hvor han knyttede venskab med bl.a. Georges Rouault, Henri Charles Manguin, Charles Camoin og Albert Marquet. De unge kunstnere dannede et udstillingsfællesskab med henblik på at udvikle en ny ekspressiv kolorisme i forlængelse af postimpressionismen.

Matisse var toneangivende i bestræbelserne på at forene Paul Cézannes rendyrkelse af det maleriske med den udtryksfulde heftighed i Vincent van Goghs ekspressionisme, den ornamentale fladeorganisering i Paul Gauguins syntetisme og den vibrerende vitalitet i Georges Seurats pointillisme.

Et sammenfattende "programbillede" i den henseende skabte han med sin første store figurkomposition, Pragt, ro og nydelse (1904-05, Musée d'Orsay, Paris). Motivet var inspireret af Cézannes arkadiske fremstillinger af badende, nøgne kvinder i naturen. Matisse og hans venner fik deres store udstillingsgennembrud på Salon d'automne i 1905, hvor deres heftige farvekunst ledte en forarget anmelder til at betegne dem som "vilde dyr" (fauves) og således skabte grundlaget for benævnelsen fauvisme.

I de følgende år modnedes Matisses billedstil; de små pointillistiske farvestrøg flød sammen i større farveflader, som det bl.a. ses i Portræt af Madame Matisse også kaldet Den grønne stribe (1905, Statens Museum for Kunst).

Den udtryksfulde penselskrift forbandt sig i tiltagende grad med en mere monumental og dekorativ organisering af billedfladen. Eksempler på denne ornamental-ekspressive form er Livsglæden (1905-06, Barnes Foundation, Merion, Pennsylvania) og Luksus I (1907, Statens Museum for Kunst). I hovedværker som Det røde værelse (1908, Eremitagen, Sankt Petersborg) og Dans II (1910, samme sted) rendyrkede han sin ornamentale fladestil.

1913-17 blev formgivningen strengere, enklere og mere arkitektonisk, til dels under indtryk af den strammere formdisciplin, der prægede samtidens kubisme. Bemærkelsesværdige eksempler er Åbent vindue (1914, Musée national d'art moderne, Paris) og Badende (1916-17, The Art Institute of Chicago).

I 1917 flyttede Matisse fra Paris til Nice, hvor han i det milde Middelhavsklima genfandt den lyse og livsbekræftende sensualisme, der gav sig udtryk i Dekorativ figur på ornamental baggrund (1925-26, Musée national d'art moderne, Paris). Efter ca. 1925 ændrede Matisse ikke sit maleri væsentligt, men bearbejdede tidligere stiltræk, fx i den såkaldte nyfauvistiske tendens i slutningen af 1930'erne.

Livet igennem var han en særdeles produktiv papirkunstner, og hans mange tegninger og grafiske arbejder viser en sikker udnyttelse af linjens ekspressive egenskaber. I sine sidste leveår arbejdede han især med de såkaldte découpages, gouachebemalede papirklip, fx det monumentale Zulma (1950, Statens Museum for Kunst).

I en stor del af sit liv udfoldede Henri Matisse sig tillige som billedhugger; allerede omkring århundredskiftet skabte han sine første markante bronzeskulpturer. Hans hovedværk på området blev Ryggen I-IV, en serie tiltagende abstrakte bronzerelieffer skabt 1909-31. I 1943 flyttede han til Vence i Sydfrankrig, hvor han 1948-51 formgav og udsmykkede dominikanernonneklosteret Chapelle du Rosaire.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig