Faktaboks

Léon Bonnat

Léon Joseph Florentin Bonnat

Født
20. juni 1833, Bayonne, Frankrig
Død
8. september 1922, Monchy-Saint-Éloi
Léon Bonnat
Selvportræt som 22-årig. Maleri fra 1855.
Af .

Léon Bonnat var en fransk maler. Han var inspireret af barokkens spanske mestre, især Jusepe de Ribera, og udfoldede sig som historiemaler med en kontrastrig og kras realisme, som det fx ses i Job (1880, Musée Bonnat, Bayonne).

Léon Bonnat udførte talrige store udsmykningsopgaver, bl.a. til Panthéon, rådhuset og justitspaladset i Paris. Hans egentlige arbejdsfelt blev dog portrætmaleriet, hvor han gjorde lykke med sine mondæne naturalistiske figurskildringer, fx portrættet af præsident Adolphe Thiers (1877, Louvre).

Igennem flere årtier drev Bonnat en anset privat kunstskole i Paris. Den blev besøgt af unge kunstnere fra mange lande, fra Danmark bl.a. Theodor Philipsen, Peter Tom-Petersen, Laurits Tuxen, P.S. Krøyer og Joakim Skovgaard, som her fik en skoling i valørmaleri.

Léon Bonnat var en anerkendt udstiller på Salonen i Paris. I 1888 blev han professor ved École des beaux-arts, og fra 1905 var han akademiets direktør.

Musée Bonnat, der åbnede i 1923 i fødebyen Bayonne, rummer hans kunstsamling og flere af hans egne værker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig