Faktaboks

Umberto Boccioni
Født
19. oktober 1882, Reggio di Calabria, Italien
Død
16. august 1916, Verona, Italien
Bevægelsens urform i rummet, 1913

Umberto Boccioni var en italiensk maler, billedhugger og kunstteoretiker. Efter studier i Italien og rejser til Paris, Berlin og Skt. Petersborg bosatte han sig i 1907 i Milano.

Oprindelig var Boccioni inspireret af kubismen og ekspressionismen, men efter mødet med futurismens bannerfører F.T. Marinetti i 1909 blev han en af futurismens hovedkræfter.

Hans maleri og skulptur udtrykker dynamik og bevægelse som centrifugale kraftlinjer, der ophæver skellet mellem det omgivende rum og skulpturen som lukket form. Boccionis mest kendte skulptur, Bevægelsens urform i rummet (bronze, 1913, Museum of Modern Art, New York), indfanger kroppens dynamiske fremadskriden og udbredelse i rummet. I sine manifester taler Boccioni for kunstnerisk brug af alle slags materialer for derigennem at ophæve skellet mellem kunstarterne og mellem kunsten og hverdagen.

Bogen Pittura sculptura futurista (1914) rummer således kim til 1960'ernes omdefinering af kunstbegrebet.

I konsekvens af futuristernes krigsbegejstring meldte Umberto Boccioni sig frivilligt under fanerne, da Italien gik ind i krigen; han omkom ved en ulykke i 1916.

Læs mere om italiensk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig