Faktaboks

Emil Nolde

Hans Emil Hansen

Født
7. august 1867, Nolde, Slesvig
Død
13. april 1956, Seebüll, Tyskland
Portræt af Emil Nolde, 1929, fotografi af Minya Diez-Dührkoop.
.

Emil Nolde var en tysk-dansk maler og grafiker. Han blev født i den slesvigske landsby Nolde, som han tog navn efter i 1902, og han boede i det dansk-tyske grænseland gennem det meste af sit liv, fra 1920 med status som dansk statsborger. Emil Nolde var en af sin tids mest ekstreme individualister. Som kunstner var han udpræget tysksindet, og han blev efter århundredskiftet en af den tyske ekspressionismes hovedkræfter.

Under et ophold i København i 1900-1901 traf han den unge skuespillerelev Ada Vilstrup (1879-1946), som han giftede sig med i 1902. I perioden fra 1903 til 1916 boede parret på Als med faste vinterophold i Berlin.

Emil Noldes inspirationskilder

En kort periode i 1906 var Emil Nolde medlem af Die Brücke, men meldte sig ud, fordi han følte sig presset til at nærme sig en fælles ekspressiv stil. Omkring 1906 begyndte han også at udføre grafik, inspireret af bl.a. den tyske middelalders træsnit og af Edvard Munchs nyskabelser på området.

Religiøse værker

Emil Nolde Korsfæstelse; maleri, 1912. Nolde-Stiftung, Seebüll. Højdepunktet i Noldes religiøse billeder er det nidelte værk, Kristi liv, med korsfæstelsesscenen som centralt billedfelt. I form og opbygning kan det ses som en moderne parallel til middelalderens gotiske fløjaltertavler, især Matthias Grünewalds Isenheim-alter, hvis betoning af den korsfæstedes lidelser Nolde nyfortolker med den tyske ekspressionismes karakteristiske figurtegning og kolorit: Magre, udtryksfuldt deformerede kroppe og næsten karikerede, forpinte fysiognomier forbindes med grelle farver.

.

Noldes farvestærke, heftigt ekspressive billedstil tog form ca. 1910 med den lidenskabelige fremstilling af Nadveren (1909, Statens Museum for Kunst) som det egentlige gennembrudsværk.

I de følgende år malede han en række religiøse værker, bl.a. det nidelte Kristi liv (1912, Nolde-Stiftung, Seebüll), der viser hans gæld til de gamle tyske mestre, især Matthias Grünewald, som han beundrede som hovedeksponent for den "germanske urkraft", han selv ønskede at realisere i sin kunst.

Etnografika og blomsterbilleder

Efter en Sydhavsrejse i 1913-1914 blev primitive folkeslags kunst en inspirationskilde for hans formsprog. Påvirkningen kom ikke mindst til udtryk, når han malede opstillinger med masker og andre hjembragte etnografika, fx Figurer og georginer (1919, Statens Museum for Kunst).

I årene 1916-1926 boede Emil Nolde på Keldspold (Utenwarf) i Tøndermarsken og derefter i Seebüll, få kilometer syd for landegrænsen. I Seebüll opførte han og Ada en funktionalistisk villa med atelier og anlagde en blomsterhave, som blev inspirationskilde for de mange farvestrålende blomsterbilleder, fx Klematis og georginer (1940, Statens Museum for Kunst).

Nolde under nationalsocialismen

Efter den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 var Nolde i 1934-1935 blevet medlem af det hjemmetyske nazistparti i Nordslesvig. Han sympatiserede tilsyneladende med den nye bevægelse i henseender, der rakte ud over den blotte opportunisme. Alligevel stemplede nazisterne hans kunst som sygeligt degenereret (entartet).

Ved siden af oliemaleriet udfoldede Nolde sig med stor kraft og originalitet som akvarelmaler, ikke mindst med sine mange "ungemalte Bilder" fra 1941-1945, da de nazistiske magthavere i Tyskland gav ham maleforbud og tvang ham til at arbejde i det skjulte.

I kraft af testamentariske donationer fra Emil Nolde findes et stort og alsidigt udvalg af hans arbejder på Statens Museum for Kunst. Den største samling af Noldes værker findes i Nolde Stiftung Seebüll, hvor der i 1957 åbnede et museum for hans kunst.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig