Faktaboks

Barbara Kruger
Født
1945

Barbara Kruger. Med popkunstnerisk tæft bruger Barbara Kruger masseproducerede billeder i sine værker, ofte ugeblads- og reklamebilleder. Hen over disse fotos skriver hun sit budskab i et sprog, der mimer tonen fra hårdtslående reklamer; teksten i dette værk lyder Når jeg hører ordet kultur, tager jeg mit checkhæfte frem. Hensigten er at vise, at især massemedier anvender et magtsprog. Uden forbehold fortæller den pågående parole, at også kultur er kommerciel, kultur for alle er en drøm. Uden titel, (When I hear the word culture I take out my checkbook), 1985, 345 cm×150 cm; privateje.

.

Barbara Kruger, f. 1945, amerikansk billedkunstner, designer og forfatter. Før sin kunstneriske karriere arbejdede Barbara Kruger som grafisk designer for forskellige magasiner, og dette grafiske islæt går igen i hendes kunst, som blev populær i 1980'erne.

Her kombinerer hun sort-hvide allerede eksisterende fotografier med en kort og slagkraftig reklamelignende tekst som fx "I shop, therefore I am".

Med sine kunstværker søger Barbara Kruger at gøre op med medie- og forbrugersamfundets stereotype forventninger til især kvindekønnet.

Ofte placerer hun dem i det offentlige rum i form af billboards, T-shirts, postkort m.m.

Barbara Kruger har desuden arbejdet med farvefotografier, installationer og skulpturer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig