Joseph Cornell, 1903-1972, amerikansk billedkunstner. Som den første amerikanske kunstner tilsluttede Cornell sig surrealismen og havde under 1. Verdenskrig nær kontakt til den europæiske eksilgruppe i New York. Inspireret af Max Ernst begyndte han i 1930 at lave collager, og fra 1935 arbejdede han med sine karakteristiske billedæsker, hvor han sammensatte væsensforskellige elementer som grafiske udklip, tekststykker, legetøj og andre objekter. Æskerne er ofte lukket med glas fortil som en slags udhængsskab af en egen fantasibefordrende skønhed, og de blev en væsentlig inspirationskilde for 1950'ernes og -60'ernes pop- og assemblagekunstnere som Richard Hamilton og Robert Rauschenberg.