Faktaboks

David Hockney
Født
9. juli 1937
David Hockney
David Hockney fotograferet foran sit maleri af Salts Mill, som var dedikeret til hans ven Jonathon Silver, 1997.
David Hockney
Af /Ritzau Scanpix.
David Hockney
Kunstentusiaster ser på David Hockneys berømte maleri "Splash" på Sotheby's i London, 2006.
David Hockney
Af /Ritzau Scanpix.

David Hockney er en britisk maler, grafiker, fotograf og scenograf. David Hockney, der er uddannet på Royal College of Art i London, arbejdede i sine malerier fra begyndelsen af 1960'erne med sammenstillingen af forskellige udtryk, teknikker og motiver.

David Hockneys billedkunst

David Hockneys upersonlige stil og forenklede figurtegning forbandt ham med den britiske popkunst; indholdsmæssigt var billederne dog personlige og omhandlede ofte Hockneys homoseksualitet.

I 1964 flyttede han til Californien, og den nøgne mandekrop og det amerikanske vestkystmiljø blev centrale motiver, fx i swimmingpoolbillederne. Malerierne, der ofte var baseret på fotografier, er naturalistiske, men linjeforløbene kan antage abstrakt karakter.

I portrætserien af familie og venner fra 1970'erne arbejdede David Hockney videre med maleriets muligheder for en virkelighedsnær karakteristik. Inspireret af den sene Picassos eklektiske stil vendte han i den efterfølgende periode tilbage til sine tidlige eksperimenter med forskellige stiludtryk.

Fotografi og scenografi

I Polaroid-fotocollagerne fra 1982 byggede han på kubismens multiperspektiviske billedrum, som også fik betydning for hans dekorative og scenografiske arbejder til teatret og operaen.

Landskabsmaleri

I slutningen af 1990'erne udviklede han et landskabsmaleri i monumentale dimensioner, bl.a. A Closer Grand Canyon (1998, erhvervet af Louisiana 2007), sammensat af talrige mindre lærreder.

Selvbiografier og kunstbøger

David Hockney har desuden ydet en væsentlig indsats som tegner og grafiker. Han har udgivet to selvbiografier (1976 og 1993) samt bogen Secret Knowledge: Rediscovering the Lost Techniques of the Old Masters (2001) om anvendelse af optiske hjælpemidler i ældre billedkunst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig