Faktaboks

Balthus
Født
29. februar 1908
Død
18. februar 2001

Balthus, Balthazar Klossowski de Rola, 29.2.1908-18.2.2001, fransk maler, greve, født i Paris af polske forældre, der begge var billedkunstnere. Broderen Pierre Klossowski (1905-2001) var forfatter og billedkunstner. Navnet Balthusz menes tildelt ham af vennen Rainer Maria Rilke.

Balthus voksede op i Schweiz og Frankrig, tegnede og malede efter gamle mestre og vandt tidligt påskønnelse blandt kendere og samlere.

Selvom Balthus' værker rummer lighedstræk med mellemkrigstidens realistiske og surrealistiske strømninger, indtager han en særstilling i den moderne kunst.

Hans foretrukne motivverden er interiører med figurer, især ganske unge piger, der gerne vises tranceagtigt hensunket i længselsfuldt drømmende åndsfravær. Pigerne er oftest nøgne eller halvnøgne og er skildret med en umiskendelig erotisk undertone, en sensualisme og gærende uro, der står i skarp kontrast til den omgivende tingsverdens kolde nøgternhed og ubrydelige ro.

Balthus virkede også som scenograf, og han var 1961-76 direktør for det franske akademi i Rom.

Læs mere om fransk kunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig