Camille Pissarro. Selvportræt, 1857-58. Olie på lærred. Statens Museum For Kunst, www.smk.dk

.

Camille Pissarro. Høvenderske, 1885/87? Akvarel over sortkridt på gulnet, ribbet papir. Statens Museum For Kunst, www.smk.dk

.

Camille Pissarro, Jacob Abraham Camille Pissarro, 10.7.1830-13.11.1903, fransk maler og grafiker. Camille Pissarro blev født på Sankt Thomas i Dansk Vestindien, mens øen var i dansk besiddelse. Pissarros familie var af sephardisk oprindelse (spansk- eller portugisisk-jødisk slægt).

Faderen var indvandret fra Frankrig, moderen født på Dominica. Den danske baggrund var, efter at hele familien gradvist var flyttet til Europa, snart blot en realitet gennem statsborgerskabet, som Pissarro undlod at ændre.

På Sankt Thomas mødte Pissarro Fritz Melbye, med hvem han i 1852 rejste til Caracas i Venezuela, hvor de malede sammen med lokale malere. I 1855 rejste Pissarro til Paris, hvor han på verdensudstillingen samme år så værker af Gustave Courbet og Camille Corot, som fik betydning for ham fremover.

Gennem Fritz Melbye kom han i Paris i kontakt med Anton Melbye og Corot. En kort periode gik han på École des beaux-arts, men foretrak det private Académie Suisse, hvor han ca. 1857 mødte Claude Monet, og i 1861 Paul Cézanne og Armand Guillaumin. De søgte alle at udvikle en ny kunst, bl.a. ved at male direkte efter naturen og eksperimentere med form og farve, især med en mere intensiv gengivelse af farvernes lyskraft i naturen ved farvedeling (se impressionisme).

Pissarro bosatte sig i udkanten af byen Pontoise og i landsbyer, hvor han især malede motiver fra landsbylivet og landskaber, fx De røde tage (1877) og Ung pige med kæp (1881; begge Musée d'Orsay, Paris).

Under Den Fransk-tyske Krig opholdt han sig i London, hvor han fik kendskab til William Turners og John Constables kunst. I 1872 vendte han tilbage til Frankrig; han malede en overgang sammen med Cézanne, og en gensidig påvirkning fandt sted. Pissarro virkede aktivt for at arrangere den første impressionistudstilling i 1874, og han var den eneste, der deltog i alle otte impressionistudstillinger.

I 1880'erne lod Camille Pissarro sig påvirke af pointillismen, men vendte tilbage til sit tidligere formsprog. Fra 1893 malede han serier af bymotiver fra bl.a. Paris og Dieppe i forskellige vinkler, belysninger og årstider, fx Boulevard Montmartre i aftenbelysning (1897, National Gallery, London).

Hos Sotheby’s i London 2014 blev Camille Pissarros maleri Le Boulevard Montmartre, matinée de printemps (1897), som var vurderet til 7-10 mio. £, solgt for knap 20 mio. £.

Læs mere om fransk kunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig