• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claude Monet

Oprindelig forfatter FTF Seneste forfatter Redaktionen

Claude Monet, 14.11.1840-6.12.1926, fransk maler. Claude Monet viste tidligt usædvanlige evner for at tegne vellignende portrætter og karikaturer, udført i forrygende hast.

I 17-års-alderen stiftede Monet bekendtskab med friluftsmaleren Eugène Boudin, der oplærte ham i fremgangsmåden bag Honfleur-skolens friske, æterisk lette øjebliksskildringer. I 1859 flyttede Monet til Paris, hvor han på Salonen studerede friluftsmaleri af Barbizon-skolens malere. Fra 1860 dyrkede han modelstudier på Académie suisse, hvor han indledte et livslangt venskab med den jævnaldrende Camille Pissarro.

I 1862 søgte han ind på Charles Gleyres malerskole, hvor han mødte Alfred Sisley, Pierre-Auguste Renoir og andre af de unge malere, der sammen med ham i de følgende år skulle lægge grunden til den epokegørende kunstneriske nyorientering, som impressionismen var.

Til Monets mest markante tidlige arbejder hører Kvinder i haven (1866-67, Musée d'Orsay, Paris), præget af en fladebetonende stil, som røber hans interesse for japanske træsnit og beundring for Édouard Manet. Sit første egentlig impressionistiske billede, La Grenouillère (The Metropolitan Museum of Art, New York), malede han i 1869; motivet var det populære forlystelsessted af samme navn ved Seinen, og hans interesse gjaldt her først og fremmest motivets atmosfæriske forhold og det rige farvespil i vandfladens småbølger.

Den tidlige impressionistiske stil, hvor han endnu ikke praktiserede en egentlig farvedeling, nåede sit højdepunkt i 1872 med det berømte maleri Indtryk. Solopgang (Musée Marmottan, Paris). Samme år bosatte han sig i Argenteuil ved Seinen og konstruerede her en atelierbåd, så han blev i stand til at male impressionistiske friluftsmalerier på floden. Båden ses på billedet Det flydende atelier (ca. 1874, Rijksmuseum Kröller-Müller, Otterlo). I 1873 besluttede kredsen af malere omkring Monet at danne et egentligt udstillingsfællesskab, og den første impressionistudstilling åbnede året efter. Som gruppens hovedskikkelse deltog han i dens udstillinger frem til 1882.

I 1870'erne brød Claude Monet lidt efter lidt med det traditionelle princip om at blande billedets farver stofligt på paletten (subtraktiv farveblanding), der svækkede farvens renhed og evne til at reflektere lys. I stedet udviklede han gradvist en opdeling og adskillelse af ublandede farver i små, tætliggende, kommaagtige strøg, hvis lysrefleksion intensiveredes ved, at farverne nu i stedet blandedes optisk på betragterens nethinde (additiv farveblanding).

Dermed opnåede han en langt mere naturnær lyskraft i sine billeder. Blandt milepæle i denne udvikling kan nævnes de fugleperspektiviske fremstillinger af menneskemylderet på Boulevard des Capucines i sne fra 1873 og serien med atmosfæremættede skildringer af miljøet på og omkring Gare Saint-Lazare, malet 1876-77, hvoraf de kendteste billeder er Europabroen (Musée Marmottan, Paris) og Gare Saint-Lazare (Musée d'Orsay), begge fra 1877.

I 1882 forlod Claude Monet det impressionistiske udstillingsfællesskab, som efter hans opfattelse var ved at blive et eldorado for medløbere. Men han fortsatte sine maleriske nærlæsninger af lysets og farvens atmosfæriske optik. Han systematiserede sine studier i form af billedserier, hvor han undersøgte et bestemt motiv under forskellige lysforhold, bl.a. høstakke, fx Høstakke ved middagstid (1890, National Gallery of Australia, Canberra) og Høstakke i sne (1891, The Metropolitan Museum of Art, New York). Derefter fulgte serier som Katedralen i Rouen (1892-94) og Den japanske gangbro (1895-1900).

Fra slutningen af 1890'erne frem til hans død i 1926 var Claude Monets motivverden næsten udelukkende haven omkring hans ejendom i Giverny, hvis koloristiske muligheder han udnyttede i veritable lys- og farveorgier af enestående intensitet og skønhed.

Claude Monets absolutte yndlingsmotiv blev med årene havens store vandpartier med drivende åkander og spejlvirkninger af bl.a. himlens skyer. I serien Åkander, som han påbegyndte i 1903 og dyrkede, indtil han i 1925 som næsten blind ikke længere kunne styre penslen, tangerede han tidligt det abstrakte maleri, fx med Åkander i aftenlys (1907, Musée Marmottan, Paris), mens han i senere åkandebilleder, fx Åkander med spejlinger af et piletræ (1915-22, smst.), trængte langt ind i en verden af genstandsløse farveharmonier.