Søgeteksten Georges Braque er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Georges Braque

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Georges Braque, 1882-1963, fransk maler, en af 1900-t.s betydelige billedkunstnere. Georges Braque var uddannet som håndværksmaler, men blev 1903 optaget på kunstakademiet i Paris, som han dog forlod efter få måneder.

Afgørende for hans kunstneriske udvikling blev mødet med fauvismen, især Henri Matisses og Maurice de Vlamincks billeder. 1906-08 malede han fauvistiske landskaber, blandt andet Havnen ved l'Estaque (Statens Museum for Kunst). Studiet af Paul Cézannes kunst medførte et stilskift, der ledte direkte til kubismen. I en række opstillinger og landskaber, malet i grønt, brunt og okker, eksperimenterede han med billedrummet. I disse arbejder søgte han at finde et alternativ til renæssancens centralperspektiviske billedkonstruktion.

Medvirkende til hans stilskift var mødet med Pablo Picasso i 1907. De indgik omkring 1908-09 i et arbejdsfællesskab, der resulterede i skabelsen af kubismen. Det var Braque, der i 1911 først anvendte fragmenter af ord og tal i sine kompositioner. Året efter begyndte han at klistre avis- og tapetstykker på lærredet og opfandt dermed papiers collés, en forløber for collagen, der vandt stor udbredelse som udtryksform i 1900-t.s kunst.

I 1914 blev Braque indkaldt til krigstjeneste; året efter blev han alvorligt såret, men genoptog sit maleri i 1917. Kubismens fragmenterede gengivelse af motivet afløstes af en mere naturalistisk skildring, bl.a. af opstillinger, der var Braques foretrukne motiv; i 1929 genoptog han dog også landskabsmaleriet.

I 1920'erne udførte han en række billeder, kaldet Canéphores, store fyldige nøgne kvinder, stående, siddende eller liggende med en frugtkurv. Med de berømte atelier-billeder, udført 1948-56, nåede Braque et sidste højdepunkt. I disse metafysiske rumskildringer ses immaterielle former, som fremkalder tanker, følelser og associationer hos beskueren.

Georges Braque udførte en loftsdekoration i Louvre (1953) samt flere grafiske serier og bogillustrationer. Væsentlige arbejder af ham kan ses på Statens Museum for Kunst i København.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
13/05/2013
Ekspert
MBech
Oprindelig forfatter
IVR-N
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki