Henri Matisse

Henri Matisse voksede op i den lille by Bohain-en-Vermandois i Picardiet, hvor hans far drev en kombineret isenkram- og kornforretning, mens hans kreativt begavede mor bl.a. lavede skulpturelt formgivne hatte, dyrkede porcelænsmaleriet og interesserede sig for kunst.

Matisse var elev hos Moreau frem til året før dennes død i 1898. Et godt eksempel på Matisses udtryksform i de tidlige år er billedet af Gustave Moreaus atelier fra 1895. I forgrunden poserer en stående kvindelig nøgenmodel på et podie, omgivet af malende elever. Scenen er lys- og farvefattig, hyllet i en atmosfære af kolde gråtoner, som her og der tilføres lidt varmende stænk af gul okker. Figurerne fremtræder slørede og stærkt forenklede.

I efteråret 1905 udstillede Matisse på Salon d'Automne sammen med sine unge kunstnervenner. Deres bidrag bestod af voldsomt ekspressive og farvestærke lærreder, som forargede de fleste kunstanmeldere, og fik kritikeren Louis Vauxcelles (1870-1943) til at betegne dem som en flok fauves ('vilddyr'). Betegnelsen bekom de unge provokatører så godt, at de selv valgte at navngive deres nye kunstretning fauvisme.

Som kunsthistorisk begreb blev fauvisme en særbetegnelse for den franske ekspressionisme, der udviklede sig sideløbende med de to tyske ekspressionistgrupper Die Brücke og Der Blaue Reiter. Alle tre grupper arbejdede ekspressivt i den forstand, at de – i modsætning til en naturefterlignende formgivning – benyttede en større eller mindre grad af udtryksskabende forvrængning (deformation/abstraktion). På samme måde tilsidesatte de den naturefterlignende farveanvendelse til fordel for brugen af krasse kulører.

Den fauvistiske billedstil vandt stor udbredelse, ikke blot i Frankrig, men også i mange andre europæiske lande, ikke mindst Danmark, hvor kunstnere som Harald Giersing, Edvard Weie, Karl Isakson og William Scharff tog den til sig.

Som menneske var Matisse en varmhjertet livsnyder, og hans ambition var at skabe en kunst, hvori han i ét og alt videregav sit positive livssyn til sine medmennesker. Med originalitet og beslutsomhed gik Matisse nu efter sit nye mål: at kunstværket skulle udformes som et farveglødende maksimum af livsbekræftende sanselighed. Den kunst, han ville skabe, skulle være en fest for øjet og en oplivende adspredelse for sindet. Matisse ville frem for alt rendyrke sin kunsts mentalhygiejniske potentialer. Eller som han i 1908 formulerede det i sit vigtige skrift Notes d’un peintre:

"Det, jeg drømmer om, er en ligevægtig, ren og rolig kunst, helt uden bekymrende eller deprimerende indhold, en kunst, som for enhver, der er mentalt bebyrdet, eksempelvis for forretningsmanden eller for litteraten, kan være lindrende, beroligende for sindet, noget i retning af en god lænestol, der yder afslapning fra fysisk træthed".

Hans udtryksfulde penselskrift forbandt sig i tiltagende grad med en mere monumental og dekorativ organisering af billedfladen. Et eksempel på denne ornamentalt-ekspressive form er billedet Le bonheur du vivre ('Livsglæden', 1905-1906 Barnes Foundation, Merion, Pennsylvania).

I tidrummet 1914-1918 blev Matisses udtryksform strengere, mere farvemæssigt nedstemt og mere arkitektonisk, til dels under indtryk af den strammere formdisciplin, der prægede samtidens kubisme. Den psykologiske baggrund for Matisses stilændring i netop de år, var givet den tyngende indflydelse, som krigen øvede. Den mere konstruktive billedudformning og den neddæmpede farveholdning, skyldtes først og fremmest, at han i skyggen af krigens grusomheder og ødelæggelser ikke følte, at han fortsat kunne give sig sin uhæmmede livsglæde i vold. Han måtte reagere, sætte en ny geometrisk-konstruktiv form og en mere alvorsfuld kolorit op imod al den meningsløse destruktion.

Ved krigens slutning flyttede Matisse fra Paris til Nice, hvor han i det milde Middelhavsklima snart genfandt den lyse og livsbekræftende sensualisme, som havde kendetegnet hans maleri før krigen.

Den genfundne sanselighed kom videre til fuld udfoldelse i en lang række værker i 1920'erne, fx Odalisk med tamburin (1926, Privatsamling, New York).

Igennem en stor del af sit liv udfoldede Matisse sig tillige som billedhugger; allerede omkring århundredskiftet skabte han sine første markante bronzeskulpturer. Hans hovedværk blev Ryggen I-IV, en serie tiltagende abstrakte bronzerelieffer skabt over det lange tidsrum fra 1909 til 1931. Femme nue couché II ('Liggende nøgen kvinde', bronzestatuette, Statens Museum for Kunst) er et eksempel på de mange, mere beskedne småskulpturer, kunstneren udførte.

Var han som maler en udpræget fladedyrkende modernist, der ikke beskæftigede sig med at illudere plasticitet og stoflig volumen i sit maleri, var det til gengæld netop disse rumlige genskaber, der primært optog ham som skulptør.

Selv om han også viste et klart talent som billedhugger, er denne del af hans samlede livsværk dog ikke så omfattende og kunstnerisk tungtvejende, at den kommer op på siden af hans fortjenester som maler.

Livet igennem var Matisse en produktiv papirkunstner, og hans mange tegninger og grafiske arbejder viser en sikker udnyttelse af linjens ekspressive egenskaber. I sine sidste leveår arbejdede han især med collager, opbygget af gouache-bemalede papirklip, hvilket ikke må forveksles med de traditionelle découpage-teknikker.

Den teknik, Matisse anvendte, var papirklip, der blev bemalet med kraftige gouache- eller temperafarver og klæbet på papirgrund, altså nærmest en varieret videreførelse af de traditionelle papircollager. I de engelsksprogede lande omtales disse arbejder som hans paper cut-outs.

Matisses papircollager omfatter både figurative og nonfigurative billedmotiver. Hans forkærlighed for dekorativt abstrakte planteformer var fremherskende, og de fik i hans stærke farver og serielle opsætninger en meget kraftfuld og æstetisk intens karakter.

Blandt de mere figurative papirklip er der især grund til at fremhæve værket Zulma (1950, Statens Museum for Kunst), der fremstiller en stående haremskvinde, og regnes for et af hans betydeligste værker i denne teknik. Endvidere skal det bemærkes, at hans række af klip med Blå nøgenmodel (Nu bleu) fra begyndelsen af 1950'erne er kendt og elsket af et stort publikum.

Efter ca. 1930 ændrede Matisse ikke sit maleri væsentligt, men bearbejdede sin kunsts tidligere stiltræk i nye varianter.

I 1943 flyttede han til Vence i Sydfrankrig, hvor han 1948-1951 formgav og udsmykkede dominikanernonneklosteret Chapelle du Rosaire. Man kan undre sig over, at han fik opgaven og ikke mindst, at han sagde ja til den. For Matisse var erklæret ateist, og man kan få den – fejlagtige – opfattelse, at projektet ikke rigtig interesserede ham. "Det, der interesserer mig, er at give rum og farve til dette sted, der i sig selv er ret ligegyldigt," udtalte han eksempelvis, ligesom han bramfrit erklærede: "Jeg gør det ikke for at lave en kirke, jeg laver det som en teaterdekoration".

Projektet var omfattende: Han skulle udsmykke alle kapellets indre flader såsom gulv, loft og vægge. De vinduesfrie vægflader mod øst og nord fyldte han med billeder, mens flader med vinduer blev fyldt af glasmalerier. Mest fascinerende er hans udsmykning af koret, hvis store dobbeltvindue blev dækket af glasmalerier forestillende L'Arbre de vie ('Livets træ') i gule, grønne og blå farver. Træets former opbyggede han med udgangspunkt i en af stedets karakteristiske vækstformer: figenkaktussen. På væggen bag alterbordet placerede han en flisedekoration med en stramt stiliseret helfigursfremstilling af stedets skytshelgen, Saint Dominique.

Lyset i rummet skulle især baseres på indfaldende dagslys, dels fra et stort vindue mod vest og en række høje og smalle vinduer med glasmosaikker i næsten hele sydvæggen. Foruden rumudsmykningerne udformede Matisse også inventaret og andre liturgiske objekter, bl.a. messehagler.

Det samlede resultat, den altomfattende "teaterdekoration", blev overvældende. I rummet kan man opleve lysets og farvernes spil, dvs. det farvede lysindfald fra glasmalerierne og de mange farvede lyspletter, der strækker og flytter sig ned over de hvide vægge med de enkle, stramt lineære figurtegninger.

Kapellet i Vence var bestemt ingen halvhjertet satsning fra Matisses side. Det var ikke det religiøse indhold, der havde hans bevågenhed, men selve den æstetisk stilfulde og symbolske udformning af dekorationerne, hvilket den stærke symbolik i Livets træ siger alt om.

I Danmark har seks kunstmuseer værker af Matisse. Det drejer sig om i alt 159 værker med en meget ulige fordeling på de berørte museer.

Helt dominerende i denne sammenhæng er Statens Museum for Kunst som har 17 malerier, skabt over et meget langt åremål, det tidligste i 1896, det seneste i 1936. Disse malerier blev med en enkelt undtagelse i 1928 skænket museet som en donation fra kunstsamleren, ingeniør Johannes Rump. Den kongelige Kobberstiksamling, som henhører under Statens Museum for Kunst, har over 130 grafiske værker af Matisse.

Blandt de fem øvrige museer, som ejer Matisse-værker er Ny Carlsberg Glyptotek, som har en statuette fra 1906, og Ordrupgaard-samlingen, som har et enkelt oliebillede, Blomster og frugter, malet i 1909, samt et stykke papirkunst, udført så sent som i 1953. Designmuseum Danmark ejer en række af kunstnerens sene papirklip/collager. Holstebro Kunstmuseum har en billedserie med titlen Jazz fra 1947, bestående af i alt 20 skabelontryk, og Kunsten i Ålborg ejer tegningen Figur fra 1950.

• fauvisme
• Frankrig billedkunst – fauvisme og kubisme
• postimpressionisme
• ekspressionisme
• pointillisme