Søgeteksten marcel duchamp er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Marcel Duchamp

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

/files/7140/=ud_a_102670.mp3?revision=2

Marcel Duchamp, 1887-1968, fransk billedkunstner og kunstteoretiker, en af de mest banebrydende og kontroversielle skikkelser i 1900-t.s kunst.

I Marcel Duchamps tidlige malerier ses kubistiske træk forenet med bevægelsens dynamik, fx i Nøgen figur, der går ned ad en trappe (1911, Museum of Art, Philadelphia), der i en større version fra 1912 blev en skandalesucces på udstillingen Armory Show i New York 1913.

Marcel Duchamp var 1911 medstifter af gruppen La Section d'Or sammen med Robert Delaunay, Fernand Léger, Francis Picabia og med sine brødre Raymond Duchamp-Villon og Jacques Villon.

Han opholdt sig 1915-18 i New York sammen med Picabia; de to repræsenterede 1919-20 i Paris dadaismen. Et hovedværk fra denne periode er bearbejdningen af Leonardo da Vincis Mona Lisa, som respektløst blev forsynet med overskæg og bogstaverne L.H.O.O.Q. (udtalt på fransk: Elle a chaud au cul 'Hun har en varm røv').

Marcel Duchamps hovedværk, Bruden klædt nøgen af sine ungkarle, endog (1915-23, Museum of Art, Philadelphia), kaldet Det store glas, består af glasplader, oliemaling og bly; et indblik i dette værks erotiske undertoner giver Den grønne æske (1934), der indeholder notater, skitser m.m. I 1942 fulgte endnu en kuffertæske med en samling af Duchamps vigtigste værker i miniformat, det transportable museum.

Begrebet readymade opstod som betegnelse for værker som Cykelhjul (1913), Flasketørrestativ (1914) og pissoirkummen Fontæne (1917), hvormed Duchamp lagde grunden til den omdefinering af kunstnerrollen og kunstbegrebet, som har fundet sted i 1900-t. En readymade er en masseproduceret brugsgenstand, der forvandles fra nyttegenstand til kunstgenstand gennem udvælgelsen og ved placeringen inden for kunstens rammer og med kunstens kendetegn: signatur og sokkel i et udstillingsrum.

Denne vægtning af det idémæssige rummede kimen til 1960'ernes konceptkunst, nyrealisme og Fluxus, som Duchamp fik stor betydning for.

Marcel Duchamp trak sig i 1923 tilbage fra kunstscenen for at hellige sig skakspillet. Han bevarede dog kontakten til kunstverdenen, bl.a. ved sine fantasifulde iscenesættelser af de store surrealistudstillinger, ligesom han i al hemmelighed arbejdede på installationen Etant donnés ('Det givne') i årevis; den findes som flere af hans værker på Philadelphia Museum of Art i USA.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+ud_a_102670.mp3 (8.95 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

04/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/02/2012
Ekspert
MBech
Oprindelig forfatter
BHes
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki