Faktaboks

Odilon Redon
Født
20. april 1840
Død
6. juli 1916

Odilon Redon var en fransk maler og grafiker. Efter forgæves forsøg på at studere arkitektur tog han i 1871 til Paris, hvor han i stedet studerede malerkunst hos J.-L. Gérôme og grafik hos R. Bresdin og H. Fantin-Latour.

Fra 1870'erne og indtil begyndelsen af 1890'erne udførte Redon et stort antal kultegninger og litografier. Han var stærkt optaget af tidens litterære symbolisme og skabte i disse år et mystisk og særpræget univers af fantasivæsner og drømmeagtige scenerier, der kom til udtryk i litografiserierne I drømmen (1879) og Til Edgar Allan Poe (1882).

Omkring 1890 begyndte han at arbejde med olie- og pastelmaleri. Han viste sig som en stor kolorist, og hans drømmeagtige billeder blev mere udadvendte og livsglade. Han malede opstillinger, portrætter og mytologiske motiver, fx Kyklop (ca. 1898, Rijksmuseum Kröller-Müller, Otterlo). I 1890'erne fik han betydning for symbolismen og senere for bl.a. surrealisterne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig