Faktaboks

Piet Mondrian

Pieter Cornelis Mondriaan

Født
7. marts 1872, Amersfoort, Holland
Død
1. februar 1944, New York, USA
Piet Mondrian
Portræt af Piet Mondrian, offentliggjort i De Stijl. [vol.] 2. 1921_1932. Complete Reprint 1968.

Piet Mondrian var en hollandsk maler. Han blev uddannet på kunstakademiet i Amsterdam fra 1892 til 1897. Piet Mondrian, der spillede en vigtig rolle i udviklingen af konkret kunst, voksede op i et miljø præget af en streng og spekulativ calvinisme.

Religiøsitet og et filosofisk engagement satte præg på Mondrians liv og kunst. Hans maleriske udgangspunkt var Haag-skolens naturalistiske landskabskunst, men efter århundredskiftet blev han optaget af postimpressionismen, især den franske neoimpressionisme og Vincent van Goghs ekspressionisme, som han forenede i fx Det røde træ (1909, Gemeentemuseum, Haag). Det røde træ er et billede med spekulative overtoner baseret på teosofien, som han ved denne tid indledte en livslang tilknytning til.

Efter en mellemfase præget af kubismen under et ophold i Paris i årene 1912-1914 afklaredes hans egen såkaldte neoplasticisme hjemme i Holland i perioden 1914-1919: Billedfladen blev en struktur af sorte lodrette og vandrette akser, hvorimellem de rektangulære felter udfyldes af ensfarvede flader i rødt, gult eller blåt og/eller i sort, gråt eller hvidt.

Et karakteristisk eksempel er Komposition i rødt, gult og blåt (1921, Gemeentemuseum, Haag). Sammen med ligesindede kolleger dannede han i 1917 gruppen De Stijl, der udbredte neoplasticismen inden for billedkunst og arkitektur og fik stor betydning for udviklingen af den internationale konstruktivisme i mellemkrigstiden.

Sine sidste fire leveår tilbragte Piet Mondrian i New York, hvor storbymiljøet inspirerede ham til at forny sin strenge stil med en pulserende dynamik, som det bl.a. ses i det berømte maleri Broadway Boogie-Woogie (1942-1943, Museum of Modern Art, New York).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig