Faktaboks

René Magritte
Født
1898
Død
1967

René Magritte, 1898-1967, belgisk maler; uddannet på Kunstakademiet i Bruxelles 1916-18. René Magritte var en af den figurative surrealismes internationale hovedskikkelser.

Endnu bosiddende i Bruxelles knyttede han i begyndelsen af 1920'erne kontakter til de franske surrealister. 1927-30 boede han i Paris, hvor han gled ind i kredsen af surrealister omkring forfatteren André Breton. Sideløbende med andre kunstnere fra samme kreds, bl.a. Salvador Dalí, opnåede han i løbet af få år international berømmelse.

I sit kunstneriske arbejde var René Magritte ikke noget spontant og intuitivt skabende øjemenneske, men snarere en rationelt gennemreflekteret, malende filosof. Han skildrede sine motiver i en nøgtern, strengt prosaisk realisme og baserede den surreale effekt på at gengive fragmenter af den ydre verdens gestalter og fænomener i fysisk umulige, ofte helt absurde og altid stærkt fantasibefordrende sammenstillinger.

Han forstærkede denne virkning gennem billedernes gådefulde titler, der ikke stod i nogen logisk forbindelse med de afbildede motiver. Til hans hovedværker hører bl.a. Den truede morder (1926, Museum of Modern Art, New York), Billedernes bedrag: Dette er ikke en pibe (1928, Los Angeles County Museum of Art) og Den røde model (1935, Moderna Museet, Stockholm).

I en række værker har han kommenteret ældre kunst; det gælder fx Perspektiv: Manets Balkonen (1950, Museum voor Schone Kunsten, Gent), hvor menneskefigurerne fra Édouard Manets billede er erstattet af ligkister. I fremtoning og levevis var Magritte ulasteligt borgerlig, og han skildrede i sine billeder gerne sig selv som "Manden med bowlerhatten", som det eksempelvis ses i det privatejede billede med denne titel fra 1964. Magritte malede i sine senere år adskillige monumentale vægudsmykninger, bl.a. i 1961 til kongrespalæet i Bruxelles.

Det hus i Bruxelles, hvor René Magritte levede fra 1930 til 1954, er indrettet som Musée René Magritte/René Magritte Museum; i 2009 åbnedes ligeledes i Bruxelles Musée Magritte Museum, der fremviser over 200 af kunstnerens værker.

Læs mere om belgisk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig