Giorgio de Chirico

Giorgio de Chirico, 1888-1978, italiensk maler. Efter opvæksten i Grækenland studerede de Chirico 1906-09 ved kunstakademiet i München, hvor han var optaget af Arnold Böcklins og Max Klingers kunst og af Nietzsches og Schopenhauers filosofi. Tilbage i Italien udviklede han en særegen udtryksform i gådefulde billeder, hvori optræder brudstykker af bl.a. Torinos arkitektur med dens pladser og arkader. Fra 1911 boede han i Paris og færdedes i kredsen omkring digteren Guillaume Apollinaire. Her malede han sine karakteristiske billeder, hvor husenes arkader står som kulisser omkring et mennesketomt scenerum, kun befolket af giner og statuer, der kaster overdrevne slagskygger. Dette foruroligende, lufttomme og tidløse univers, hvor fornuftens love synes at vige for drømmens, øvede en naturlig tiltrækning på de parisiske surrealister.

I 1915 vendte de Chirico tilbage til Italien og dannede sammen med maleren Carlo Carrà den såkaldte metafysiske skole, hvis programskrift, Pittura metafisica ('Det metafysiske maleri'), blev udgivet i 1919. Fra 1920 var han atter bosat i Paris, tilknyttet den surrealistiske gruppe. I 1921 tog han afstand fra det metafysiske maleri til fordel for et mere nyklassicistisk formsprog i billeder med badende kvinder, heste og antik arkitektur; disse billeder gav senere inspiration til 1980'ernes italienske transavantgarde. De Chirico boede fra 1945 i Rom.