Faktaboks

Carl Larsson

Carl Olof Larsson

Født
28. maj 1853, Sverige
Død
2. januar 1919, Falun, Sverige

Carl Larsson. Udateret portræt.

.
Frukost under stora björken
Carl Larsson: "Frukost under stora björken" ("Morgenmad under det store birketræ"). Akvarel, 1895. Fra samlingen Ett hem.
Af /Nationalmuseum.
Licens: CC PD

Carl Larsson var en svensk maler og lærer ved Valands kunstskole i 1886-1888 og i 1891-1893. Samtidig med studier på kunstakademiet i Stockholm i 1866-1877 arbejdede Carl Larsson som reportagetegner ved Ny Illustrerad Tidning og som bogillustrator.

Fra 1877 til 1882 boede Larsson i Barbizon og Paris og i årene 1882-85 i Grèz-sur-Loing. Han var inspireret af Barbizonmalerne, især Jean -Baptiste Camille Corot, og af rokokoen, som fik afgørende betydning for hans elegante streg. I udsmykningen af loftet i foyeren i Dramatiska teatern i Stockholm fra 1905 spores tillige en indflydelse fra salonmalere som Albert Besnard.

Carl Larsson udførte store monumentaludsmykninger, fx Ude blæser sommervinden (1902, Hvitfeldska Läroverket, Göteborg), men berømt blev han især med sine skildringer i bogform af det hjem, som han og hustruen, maleren Karin Larsson (f. Bergöö, 1859-1928), skabte i Sundborn i Dalarne med inspiration fra svensk tradition og jugendstil.

I 1895 udkom De mina fulgt af Ett hem (1899), Larssons (1902), Spadarvet (1906) og Åt solsidan (1910). De harmoniske billeder af et uprætentiøst, næsten paradisisk familieliv i pagt med naturen forløste dog kun én side af Larsson. Den anden side kom til udtryk i maleriet Midvinterblot (1915, siden 1997 ejet af Nationalmuseum, Stockholm), en sakral menneskeofring, som Larsson tiltænkte Nationalmuseets trappehal.

Placeringen blev opgivet på grund af massiv modstand, og han malede billedet færdigt for egen regning. I erindringsbogen Jag (1919, udgivet posthumt 1931) fremstår han som et splittet, filosoferende menneske.

Carl Larsson udførte også grafik og portrætter, fx af August Strindberg og Selma Lagerlöf.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig