Faktaboks

Gösta Adrian-Nilsson
Født
1884
Død
1965

Gösta Adrian-Nilsson, 1884-1965, svensk maler og forfatter; anvendte signaturen GAN. Gösta Adrian-Nilsson debuterede i 1907 som både forfatter og billedkunstner, påvirket af jugendstilen, og i 1910 begyndte han på Zahrtmanns malerskole i København.

På en rejse til Berlin 1913-14 blev Gösta Adrian-Nilssons kunst ændret radikalt ved mødet med de modernistiske kunstnere, der blev præsenteret på galleriet Der Sturm; det gav sig udtryk i hans billeder af fx sømænd.

I 1919 introducerede han for første gang i Sverige ordet "abstrakt" i udstillingssammenhæng. Det abstrakte udtryk blev herefter styrket, og i 1920 rejste han til Paris, hvor han kom i forbindelse med Fernand Léger; det satte sig spor i flere af de dekorative arbejder, han udførte i Sverige i 1920'erne.

Som en af initiativtagerne til Halmstadgruppen knyttede han sig i 1930'erne til surrealismen, men vendte fra 1940'erne tilbage til det abstrakte udtryk.

Gösta Adrian-Nilssons intellektuelle holdninger og hans kunstneriske udvikling kan følges i de skrifter, han udgav, især fra perioden 1914-39.

Læs mere om svensk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig