Søgeteksten pablo picasso er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Pablo Picasso

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Pablo Picasso, egl. Pablo Ruiz Blasco, 25.10.1881-8.4.1973, spansk maler, tegner, grafiker, billedhugger og keramiker. Allerede i sin levetid opnåede Pablo Picasso international anerkendelse som 1900-t.s betydeligste og mest indflydelsesrige billedkunstner.

Med sin alsidige begavelse og sin banebrydende indflydelse på en række af den moderne kunsts mest centrale udtryksformer blev han en ledestjerne uden sidestykke for modernismens internationale udvikling.

Pablo Blascos usædvanlige kunstnertalent blev tidligt bemærket og stimuleret af hans far, maleren Don José Ruiz Blasco (1838-1913). Allerede i 1892 fik Don José sin søn optaget på kunstskolen i La Coruña, hvor han selv var lærer, og som 14-årig blev drengen overflyttet til klassen for viderekomne på kunstakademiet i Barcelona. I vinteren 1895-96 udførte den unge elev en stor figurkomposition, Den første nadver (1895-96, Museu Picasso, Barcelona), som afslørede en suveræn beherskelse af den akademiske formlære. Dette akademiske "svendestykke" signerede han med efternavnet Picasso, moderens mellemnavn, som han nu gjorde til sit kunstnernavn.

I 1897 flyttede Pablo Picasso til Madrid for at videreuddanne sig på akademiet der og gøre studier efter mestre som Tizian, El Greco, Rubens og Velázquez i Pradomuseet. I efteråret 1900 besøgte han første gang Paris, hvor han især blev begejstret for Toulouse-Lautrec og gav sin beundring udtryk i billedet Le Moulin de la Galette (1900, Guggenheim Museum, New York).

Året efter var han atter i Paris, hvor han i Ambroise Vollards galleri udstillede en række malerier, der rummede påvirkninger fra forskellige postimpressionistiske og symbolistiske forbilleder. Han følte sig især tiltrukket af Gauguin-kredsens fladebetonede cloisonnisme, som det eksempelvis ses i fremstillingen Barn bærende en due (1901, National Gallery, London).

Pablo Picassos værker i udvalg
malerier
  • Den første nadver (1895-96)
  • Barn bærende en due (1901)
  • Livet (1903)
  • Strygende kvinde (1904)
  • Kvinde med krage (1904)
  • Gøglerne (1905)
  • Akrobatfamilie med abe (1905)
  • Portræt af Gertrude Stein (1906)
  • Frøknerne fra Avignon (1907)
  • Portræt af Ambroise Vollard (1910)
  • Harmonikaspilleren (1911)
  • Ma Jolie (1911-12)
  • Stilleben med stoleflet (1912)
  • Kortspilleren (1913-14)
  • Harlekin (1915)
  • Tre musikanter (1921)
  • Tre kvinder ved en kilde (1921)
  • Panfløjten (1923)
  • Figurer ved havet (1931)
  • Guernica (1937)
  • Frokost i det grønne (1960)
skulpturer
  • Figur (1907; træ)
  • Mandolin og klarinet (1914; bemalet træ)
  • Violin og flaske på bord (1915-16; bemalet træ)
  • Metamorfose I (1928; bronze)
  • Badende kvinde (1932; bronze)
  • Ugle med mandshoved (1953; glaseret ler)

I slutningen af 1901 indledtes en ny og markant stilfase, der kom til at strække sig over 1902-03, med alvorsfuldt symbolladede figurkompositioner, omhandlende eksistentielle og sociale emner i en både realistisk og ekspressiv udformning, ledsaget af en karakteristisk blåstemt og dystert nedtonet farveholdning. Denne melankolske fase er i eftertiden sammenfattet under betegnelsen "den blå periode". Fra den stammer bl.a. det tidlige hovedværk Livet (1903, The Cleveland Museum of Art, Ohio).

I 1904 bosatte Pablo Picasso sig i Paris, hvor han begyndte også at arbejde med grafik og bl.a. udførte raderingen Det tarvelige måltid (1904). I 1904 veg maleriernes blåfrosne melankoli gradvis for "den rosa periodes" fokuseringer på menneskelivets mere positive sider. I Strygende kvinde (1904, Guggenheim Museum, New York) er overgangen til en lysere og varmere kolorit synlig, selvom den betonet magre og nedslidte unge kvindeskikkelse stadig bærer præg af den blå periodes pessimisme, men allerede i Kvinde med krage (1904, Toledo Museum of Art, Ohio) er der en ny varme og ømhed i skildringen af den unge, rosaklædte kvinde, der kysser og kærtegner den sorte fugl.

Den rosa periodes foretrukne motivverden er cirkusartisternes liv med en betoning af den dybe samhørighed og indbyrdes omsorg, der kendetegner det omrejsende gøglersamfund. Markante eksempler er Gøglerne (1905, National Gallery of Art, Washington, D.C.) og Akrobatfamilie med abe (1905, Göteborgs konstmuseum).

Den rosa dominans afløstes i foråret 1906 af en forkærlighed for brune og grå nuancer og en strengere formbevidsthed, forbundet med en ny interesse for iberisk oldtidskunst og Cézannes klassicerende fremstillinger af badende mennesker. Picasso udførte i 1906 en række malede nøgenstudier og indledte sideløbende en produktion af småskulpturer, bl.a. Kvinde, der reder sit hår (1906, Baltimore Museum of Art, Maryland), og samme år malede han tillige det karakterfulde portræt af den amerikanske forfatter Gertrude Stein (1906, Metropolitan Museum of Art, New York).

I foråret 1907 fik hans interesse for den iberiske oldtidsskulpturs stiliserede formverden følgeskab af en ny begejstring for afrikansk skulptur. Et besøg på det etnografiske museum i Palais du Trocadéro blev en sand åbenbaring for Picasso, der ved mødet med de "primitive" kunstskatte erkendte den europæiske kulturs behov for at forny sig gennem impulser fra naturfolkene.

Picasso begyndte nu at skære og bemale afrikansk inspirerede træskulpturer, fx Figur (1907, Musée Picasso, Paris). Mest afgørende var det dog, at han tog denne inspirationskilde op i sit maleri, i særdeleshed i udformningen af et maleri, Frøknerne fra Avignon (1907, Museum of Modern Art, New York), der skulle blive en milepæl inden for den tidlige modernisme dels som gennembrudsværk for den nye primitivisme, dels som indvarsler af en epokegørende ny kunstretning, kubismen.

I billedet praktiserede Picasso en rendyrkelse af fladen, der brændte alle broer bag sig med hensyn til maleriets traditionelle rumudformning siden renæssancen, samtidig med at den afrikanske maskekunsts vilde fysiognomier indførtes som udtryksbærende element i figurtegningen side om side med hans stiliserende fortolkninger af iberiske skulpturhoveder fra oldtiden.

I nært samspil med den franske maler Georges Braque udviklede Picasso det kubistiske maleri, der 1909-12 gennemløb sin "analytiske" fase og 1912-14 den "syntetiske". Blandt de mange markante eksempler på Picassos analytiske kubisme kan fremhæves Portræt af Ambroise Vollard (1910, Pusjkin-museet, Moskva) og Harmonikaspilleren (1911, Guggenheim Museum, New York).

Et værk, der markerer overgangen fra analytisk til syntetisk kubisme, er Ma Jolie (1911-12, Museum of Modern Art, New York), mens en fuldbyrdet syntetisk kubisme kendetegner Stilleben med stoleflet (1912, Musée Picasso, Paris) og Kortspilleren (1913-14, Museum of Modern Art, New York). 1915-16 gik Picassos syntetiske kubisme over i en stadig mere farverig æstetisk leg med formelementernes dekorative egenskaber og muligheder, snart i detaljerige kompositioner, fx Mand med pibe (1915, Art Institute of Chicago, Illionis), snart i ganske enkle opbygninger som fx Harlekin (1915, Museum of Modern Art, New York). 1914-16 udfoldede Picasso også stor skulpturel produktivitet, hovedsagelig i form af bemalede skulpturer i træ, fabulerende over musikinstrumenter, fx Mandolin og klarinet (1914) og Violin og flaske på bord (1915-16, begge Musée Picasso, Paris).

I malerierne krydsedes i de følgende år en genoptagelse af den rosa periodes kredsen om artister og gøglere med elementer fra den syntetiske kubisme, fx i Tre musikanter (1921, Museum of Modern Art, New York). Genoptagelsen af elementer fra tidligere udviklingsfaser sås også i forbindelse med den nyklassicistiske tendens, som udfoldede sig sideløbende med de postkubistiske spor i Picassos udvikling efter 1. Verdenskrig.

Denne klassicisme, der bl.a. implicerede en ny interesse for J.-A.-D. Ingres, rummede i høj grad også genanvendelse af elementer fra kunstnerens "iberiske klassicisme" 1905-06. Karakteristiske eksempler er Sovende bønder (1919) og Tre kvinder ved en kilde (1921, begge Museum of Modern Art, New York) samt Panfløjten (1923, Musée Picasso, Paris).

I 1920'erne inspireredes Picasso af surrealismen og udviklede i tiden omkring 1930 nogle helt groteske surreale bearbejdelser af den kvindelige anatomi, som især fandt udtryk i en lang række tegninger, grafiske arbejder, malerier og skulpturer, der fremstillede badende kvinder, fx oliebilledet Figurer ved havet (1931) og bronzeskulpturer som Metamorfose I (1928) og Badende kvinde (1932, alle Musée Picasso, Paris).

Et næsten altoverskyggende hovedværk i 1900-t.s malerkunst skabte Pablo Picasso i maj-juni 1937 med billedet Guernica (Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia, Madrid), malet til den spanske pavillon på årets verdensudstilling i Paris som udtryk for kunstnerens protest mod tyskernes bombning af den baskiske by i april 1937. Malerisk lagde Picasso ikke afgørende nyt til sin udvikling efter Guernica, der fremtrådte som en monumental sammenfatning af alt, hvad han havde skabt forud for det.

I den efterfølgende produktion bearbejdedes og varieredes elementerne fra de forudgående stilfaser i stadig nye konstellationer, gerne med det kubistiske grundelement som fællesnævner. Blandt hans senere mesterværker kan her fremhæves eksempler som det Goya-inspirerede Massakre i Korea (1951) og Frokost i det grønne (1960, begge Musée Picasso, Paris), en fri fortolkning af Édouard Manets berømte værk.

Ved siden af sin hovedindsats som maler var Picasso til stadighed produktiv som tegner, grafiker og billedhugger. Hans alsidige udfoldelse kom især 1949-57 også til at omfatte en keramisk produktion, bl.a. formede han polykromt glaserede lerskulpturer forestillende stående og liggende kvindeskikkelser samt forskellige dyr, især fugle, fx Ugle med mandshoved (1953, Musée Picasso, Paris).

I maj 2010 blev Picassos maleri Nøgen, grønne blade og buste fra 1932 solgt for 602 mio. kr. på Christie's i New York, den hidtil højeste pris betalt for et kunstværk.

Værker af Pablo Picasso findes i Danmark på Statens Museum for Kunst, Glyptoteket og Louisiana.

Gudinder og dørmåtter

Blandt mytedannelserne omkring Pablo Picassos person og livsførelse er hans legendariske status som varmblodet, sydlandsk kvindebedårer, der nedlagde og udnyttede billedskønne hunkønsvæsener. Han er således citeret for en udtalelse om, at der i grunden kun findes to slags kvinder: gudinder og dørmåtter, og man har ment, at kun få ting gav ham større per sonlig tilfredsstillelse end at forvandle gudinder til dørmåtter. Denne opfattelse af ham er kun delvis forankret i kendsgerninger. Picassos forhold til sine hustruer og elskerinder var præget af stor kompleksitet; der blev givet og taget fra begge sider, og han betalte i flere tilfælde en høj pris for sine erotiske besættelser. Hans forhold til kvinderne er af kunsthistorisk interesse, fordi hans værk fra først til sidst tog farve og præg af hans vekslende erotiske livserfaring.

I efteråret 1904 forelskede Pablo Picasso sig inderligt i Fernande Olivier, der blev hans samlever og model i de følgende syv år. Hendes positive indflydelse på hans livssyn regnes ofte for hovedårsagen til overgangen fra den blå periodes melankoli til den følgende stilfases livs bekræftende rosa. Samlivet med Fernande ophørte i 1911 og afløstes af et meget heftigt kærlighedsforhold til Eva Gouel, der varede til hendes død i 1915. Picasso gav hende kælenavnet Ma jolie, og det kubistiske hovedværk af samme navn fra 1912 var en hyldest til hende. I 1917 forelskede han sig i Olga Koklova, som han giftede sig med året efter. Ægteskabet med den smukke, men neurotiske Olga udviklede sig imidlertid negativt og drev Picasso ud i en tiltagende fortvivlelse, der kunstnerisk lod sig afløse i den nervøst-ekspressive karakter, der kom til at præge hans billeder i årene omkring 1925.

Fra 1927 fandt han sammen med den 17-årige Marie-Thérèse Walter, mens forholdet til Olga blev stadig mere katastrofalt og forsynede Picasso med et særdeles negativt kvindesyn, der omkring 1930 kan aflæses i hans værker som en stadig kredsen om groteske, surrealistiske fantasier over kvinden som et blodtørstigt uhyre med sylespidse rovdyrtænder. Situationen forværredes yderligere, da hans tidligere samlever Fernande Olivier i 1933 publicerede sine erindringer Picasso et ses amis, som han forgæves søgte at standse pga. Olgas voldsomme jalousi. Helt galt gik det, da det i 1935 blev kendt, at Marie-Thérèse ventede barn med Picasso. Han og Olga flyttede hver til sit, men forsøget på at ophæve ægteskabet stødte på uoverstigelige juridiske komplikationer, og de forblev gift til Olgas død i 1954. Han betegnede selv denne periode som "den værste i mit liv", og FTF udtrykte sine problemer med kvindekønnet billedkunstnerisk i form af blodige tyrefægterscener, hvor en kvindelig toreador stræber tyren efter livet eller selv dræbes af den, fx Den kvindelige tyrefægters død (1933, Musée Picasso, Paris).

I 1936 forelskede Pablo Picasso sig i den unge fotograf Dora Maar, som han begyndte at dyrke ved siden af Marie-Thérèse. Hermed indledte han et dobbeltliv, som han holdt gående i en årrække. Fra 1943 trådte den unge malerinde Françoise Gilot lejlighedvis i fokus, og fra 1946 indledte de et fast samliv. I 1953 opløstes forholdet til Françoise, og Picassos sidste samlever blev Jacqueline Roque, som han giftede sig med i 1961. Ægteskabet varede til Picassos død i 1973.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
25/10/2013
Bodil Hammer
15/02/2010
Redaktionen
13/02/2010
Ekspert
MBech
Oprindelig forfatter
FTF
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki