Faktaboks

Max Ernst
Født
1891
Død
1976

Max Ernst, 1891-1976, tyskfødt maler, grafiker og billedhugger. Max Ernst var en central skikkelse i den internationale surrealistiske bevægelse. Ved siden af studier i filosofi ved Bonns universitet fra 1909 begyndte han at male og udstillede bl.a. i Sturm-galleriet i Berlin.

Efter krigstjeneste 1914-18 var Ernst aktiv deltager i den antikunstneriske dada-bevægelse i Köln, fik tilnavnet Dadamax og stod sammen med Johannes T. Baargeld og Hans Arp bag det venstreorienterede tidsskrift Der Ventilator. Samarbejdet med Arp førte også til den berygtede fællesudstilling på et offentligt toilet i 1920.

Da Max Ernst i 1922 flyttede til Paris, blev han sammen med Paul Éluard og André Breton tilknyttet tidsskriftet Littérature, og han var medstifter af den surrealistiske gruppe i Paris i 1924. Men allerede inden da havde han med billeder som Elefanten Celebes (1921, Tate Gallery, London) indvarslet surrealismen med dens sammensætning af væsensforskellige elementer og ønske om at skabe billeder fra det underbevidste.

Sammen med Breton, Éluard og Francis Picabia eksperimenterede han med automatskrift og udviklede teknikker som frottage (gnidebilleder) og collage, som han anvendte i bøgerne Histoire naturelle (1926), La Femme 100 têtes (1929) og Une Semaine de bonté (1934). I 1930'erne blev også skulpturen et væsentligt arbejdsfelt, fortrinsvis i bronze.

Max Ernst forlod i 1938 den surrealistiske bevægelse uden dog at ændre sin kunstneriske udtryksform. I 1941 gik han i eksil i New York, hvor han efter et kortvarigt ægteskab med Peggy Guggenheim giftede sig med maleren Dorothea Tanning og blev amerikansk statsborger.

I 1953 vendte Max Ernst tilbage til Paris og fik 1958 fransk statsborgerskab. Hans kunstneriske udtryk fik en mere lyrisk drejning, og formsproget nærmede sig det nonfigurative.

Læs mere om tysk billedkunst.

Kommentarer (2)

skrev Néné La Beet

Hej,
Jeg synes, der mangler nogle væsentlige oplysninger i denne artikel. Dels at han var interneret af tyskerne to gange, dels at han i en længere periode var kæreste med Leonora Carrington.

svarede Marie Bilde

Kære Néné La Beet.
Mange tak for din kommentar.
Vi er i øjeblikket ved at rekruttere fagansvarlige til leksikonets kategorier, og vi forventer derfor snart at kunne tilknytte en ekspert til denne kategori om tyske kunstnere. Vedkommende vil tage stilling til dit forslag.
Venlig hilsen
Marie Bilde,
redaktionssekretær

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig