Faktaboks

Neo Rauch
Født
1960

Neo Rauch, f. 1960, tysk maler. Neo Rauch er uddannet på Hochschule für Grafik und Buchkunst i Leipzig og var 1986-90 elev af DDR-kunstnerne Bernhard Heisig og Arno Rink. Neo Rauch har rødder i den realistiske tradition, og udtryksformen er en blanding af saglighed og neopop.

Hans værker, der er udført i stort format, viser tegneserieagtige ironiske pasticher bl.a. over den østtyske socialistiske kulturs helte, malet i en kulørt palet, som han senere bearbejder til en falmet grålig kolorit, der giver billederne en drømmeagtig, surreel karakter.

Neo Rauch er den vigtigste kunstner i Neue Leipziger Schule. 2005 blev han udnævnt til professor ved Hochschule für Grafik und Buchkunst i Leipzig efter Arno Rink.

Læs mere om tysk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig