Faktaboks

Wilhelm Lehmbruck
Født
4. januar 1881, Duisburg, Tyskland
Død
25. marts 1919, Berlin, Tyskland
Portrætfotografi af Wilhelm Lehmbruck. Zürich omkring 1917. Fotograf ukendt.

Wilhelm Lehmbruck var en tysk billedhugger, maler og grafiker. Han regnes for en af 1900-tallets vigtigste billedhuggere.

Lehmbruck inddrog de store stiltræk fra gotisk og klassisk skulptur og indarbejdede dem i et eksperimenterende og ekspressivt formsprog. Hans foretrukne materialer var gips, kunststen og terrakotta, og de mest eminente af hans værker er på trods af deres materialers tyngde karakteriseret ved en opadstigende lethed kombineret med et stærkt udtryk af sjælfuldhed. Hans ofte langstrakte figurer er ladet med følelser, såsom desperation, skrøbelighed og melankolsk smerte.

Figurerne fremstår, som rejste de sig af en voldsom spænding, udgået fra deres inderste dybder. I værkerne fremstår den skulpturerede kropslige volumen, på trods af dens tyngde, ligesom kastet til side for at tillade sjælens fulde udstråling at komme frem.

Wilhelm Lehmbrucks uddannelse og de tidlige påvirkninger

Schlaf ('Søvn'), 1907, gips.
/Lehmbruck Museum, Duisburg.

Wilhelm Lehmbruck blev uddannet i Düsseldorf, først på Kunstgewerbeschule fra 1895 til 1899 og senere fra 1901 til 1906 på Kunstakademie Düsseldorf hos blandt andre billedhuggeren Karl Janssen (1855-1927). Her blev hans teknik skolet, først og fremmest i naturalistisk og klassicistisk formsprog.

I 1904 blev Lehmbruck inspireret af blandt andre den belgiske billedhugger Constantin Meunier og den franske billedhugger August Rodin, som han kunne studere i Düsseldorf på den Internationale Kunst-Ausstellung und große Gartenbau-Ausstellung, som ved denne lejlighed bragte aktuel samtidskunst til byen, for første gang med internationalt anerkendte udenlandske kunstnere.

Året efter rejste han første gang til Italien, hvor man ud fra hans studietegninger ved, at han blandt andet studerede Michelangelos skulpturelle udsmykning af gravkapellet Sagrestia Nuova ved San Lorenzo-kirken i Firenze.

Et par år senere, i 1907, opholdt Lehmbruck sig i Paris, hvor han udstillede fire værker på Salon de la Société nationale des Beaux-Arts. Han studerede ved den lejlighed værker af den franske billedkunstner Aristide Maillol. Også i de følgende år udstillede han regelmæssigt i Paris.

Torso des grossen Stehenden ('Den store stående, torso'), detalje, 1910, bronze. Foto fra 2018.
/Albertinum, Skulpturensammlung, Dresden.
Licens: CC BY SA 3.0

Ophold i Paris fra 1910 til 1914

Kniende ('Knælende'), 1911, Steinguss ('kunststen'). Foto fra 2018.
/Albertinum, Skulpturensammlung, Dresden.
Licens: CC BY SA 3.0
Kniende ('Knælende'), 1911, koldnålsradering. Studie til skulpturen Kniende fra 1911.
/Metropolitan Museum og Art, New York.

Billedkunstneriske bekendtskaber og venskaber

I 1910 besluttede Wilhelm Lehmbruck at flytte til Paris med sin familie. I årene frem til 1914 boede han på Montparnasse. Han genså Maillols og Rodins værker, sidstnævnte besøgte han i dennes atelier i Meudon. Han stiftede bekendtskab med den italienske billedkunstner Amadeo Modiglianis arkaisk-afrikaniserede figurer. Han mødte de franske billedkunstnerne Henri Matisse, André Derain og Henri Le Fauconnier og sluttede venskab med den russiske billedhugger Aleksandr Arkhipenko og den rumænske Constantin Brancusi.

Hovedværker og udstillinger

Grosse Sinnende ('Store eftertænksomme'), 1913-1914, Steinguss ('kunststen').
/Staatsgalerie Stuttgart.

Flere af Lehmbrucks vigtigste værker blev skabt i Pariser-årene, såsom Grosse Stehende ('Store stående') (1910), Kniende ('Knælende') (1911), Grosse Sinnende ('Store eftertænksomme') (1913) og Emporsteigender Jüngling ('Opadstigende yngling') (1913-1914).

Hans værker blev i disse år præsenteret på Salon de la Société Nationale des Beaux-Arts, på Sonderbund-Ausstellung i Köln i 1912, i New York i 1913 på Armory Show og i 1914 på Secession i Berlin. Samme år, i 1914, havde han sin første separatudstilling i Galerie Levesque i Paris.

Armory Show fandt sted i New York i 1913. I baggrunden midt i fotografiet ses Wilhelm Lehmbrucks Kniende fra 1911 og til højre Grosse Stehende fra 1910. Til venstre ses Constantin Brancusis Portrait de Mademoiselle Pogany fra 1912. Fotograf ukendt.

1. Verdenskrig – Berlin og Zürich

Berlin fra 1914 til 1916

Der Gestürzte ('Den faldne'), 1915, tegning, kul. Skitsetegning til skulpturen Der Gestürzte.
/Staatsgalerie Stuttgart, Graphische Sammlung.

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, var Wilhelm Lehmbruck tvunget til at rejse med sin familie tilbage til Tyskland, hvor han bosatte sig i Berlin-Schöneberg. Han gjorde ikke krigstjeneste, men arbejdede på et krigslazaret i Berlin-Friedenau.

Værker og udstillinger

Det første større værk under krigsårene i Berlin var den ekspressive skulptur Der Gestürzte ('Den Faldne') (1915) der illustrerer sorgen over de faldne i en gestus langt fra et forherligende konventionelt krigsmonument. Der Gestürzte er et overnationalt krigsmindesmærke, der uden uniform, symboliserer Europas faldne soldater. I slutningen af 1916 præsenterede Lehmbruck sine værker på en omfattende separatudstilling i Kunsthalle Mannheim.

Efter denne udstilling besluttede Lehmbruck og familien sig i 1917 for ikke at vende tilbage til Berlin, men at flytte sydpå til Zürich i Schweiz for at vente på, at krigen sluttede.

Der Gestürzte ('Den faldne'), 1915, Steinguss ('kunststen').
/Staatsgalerie Stuttgart.

Zürich fra 1917 til 1919

I Zürich opholdt en stor gruppe tyske krigsmodstandere sig i eksil og Wilhelm Lehmbruck blev her en del af kredsen og ven med blandt andre forfatteren Fritz von Unruh (1885-1970) og digteren Albert Ehrenstein (1886-1950). Han traf desuden den østrigske skuespiller Elisabeth Bergner, som blev model for flere af hans værker.

Sidste værker

Blandt Lehmbrucks vigtigste værker i Zürich var Trauender ('Sørgende') (1916-1917), en nøgen ung mand, indespærret i sig selv i sorg og dyb melankoli. Hans værker nærmede sig mere og mere det fragmentariske, torsoer som Daphne (1918), det metaforiske selvportræt Kopf eines Denkers ('En tænkers hoved') (1918), Mutter und Kind ('Mor og barn') (1918) og Betende ('Bedende) (1918) skabt som et idealiseret portræt af Elisabeth Bergner.

Tilbage i Berlin i 1919, højeste hæder og selvmord

På dette tidspunkt begyndte Wilhelm Lehmbrucks mentale tilstand at forværres. I 1919, kort efter krigens afslutning, vendte han tilbage til Berlin. I januar 1919 blev han udnævnt til medlem af Preußische Akademie der Künste sammen med andre billedkunstnere som Lovis Corinth, Georg Kolbe, Käthe Kollwitz og Ernst Barlach. Nyheden om denne anerkendelse kunne dog ikke forhindre ham i at tage sit eget liv i Berlin den 25. marts 1919.

Lehmbrucks formsprog

Bethseba ('Batseba'), 1913, maleri, olie og tempera på lærred.

Batseba er en bibelsk skikkelse. Hun var Urias' hustru, og kong David forførte hende, mens manden var i krig.

Ligesom i sine skulpturer havde Lehmbruck i sine malerier og grafik udelukkende fokus på menneskekroppens udtryk og positurer. Gennem malerierne skabes nye og spændende indfaldsvinkler til forståelse af skulpturerne.

/Lehmbruck-Museum, Duisburg.

Formmæssige sammensmeltninger

Wilhelm Lehmbrucks kunstneriske udgangspunkt var en traditionel akademiske skoling. Hans rejse mod en ny form indledtes med påvirkninger fra billedhuggerne Auguste Rodins og Constantin Meuniers skulpturer, senere gennem en orientering mod den dybe sensualitet hos Aristide Maillol. Den store klassiske form blev indsuget under Lehmbrucks ophold i Italien, hvor han modtog førstehånds indtryk fra antik græsk og romersk skulptur og fra den italienske renæssance, blandt andet fra Donatellos, Rafaels og særligt Michelangelos arbejder.

Senere i Paris fandt Lehmbruck inspirationen mod en ny og dramatisk form gennem mødet med den parisiske internationale avantgarde såsom billedkunstnerne Amadeo Modigliani, Henri Matisse, Constantin Brancusi og Aleksandr Archipenko. Han bevægede sig langsomt længere og længere væk fra en skulpturforståelse, der sigtede mod en nøjagtig skildring af den ydre virkelighed.

Formmæssig kulmination

Emporsteigender Jüngling ('Opadstigende yngling'), 1913-1914. Posthum bronzeafstøbning fra 1925 gennem boet efter Wilhelm Lehmbruck.
/Lehmbruck Museum, Duisburg.

Disse formmæssige sammensmeltninger kulminerede i 1911 i Lehmbrucks ekspressionistiske skulptur Kniende, et af de første store stilbrud i europæisk moderne skulptur. Med Kniende, en 1,79 m høj knælende kvindeskikkelse udført i kunststen, skabte Lehmbruck en syntese af det store klassiske formsprog og en hel ny ekspressiv udtryksmåde og udtrykskraft.

Denne eksperimenterende udvikling fortsatte han i en række meget høje, overdrevet tynde figurer med langstrakte lemmer. Den 2,28 m høje skulptur Emporsteigender Jüngling, der blev skabt i årene fra 1913 til 1914 fremstår imponerende og monumental på trods af figurens langstrakte, tynde, næsten afmagrede lemmer. Figurens fremtræder ikke som en helteskikkelse, men mere en søgende, der stræber efter at vokse ud over sig selv, men alligevel stoppes i eftertanke og indadvendthed – et storstilet udtryk for samtidens menneskebillede.

Kniende ('Knælende'), detalje, 1911, Steinguss ('kunststen'). Foto fra 2018.
/Albertinum, Skulpturensammlung, Dresden.
Licens: CC BY SA 3.0

Resignation

Trauender ('Sørgende'), 1916-1917, Steinguss ('kunststen').
/Städel Museum, Frankfurt am Main.
Mutter und Kind ('Mor og barn'), 1918, akvarel.
/Kupferstichkabinett, Berlin.

I Lehmbrucks sene skulpturer udført under 1. Verdenskrig var det skulpturelle formsprog bibeholdt, men figurerne udtrykte en fundamental anden sindstilstand. Dette kan aflæses i fx figuren Trauender, skabt i perioden fra 1916 til 1917. Skulpturen kan kun fortolkes som en metafor for krigens meningsløshed og som et symbol på dyb bundløs resignation.

I endnu højere grad aflæses dette i selvportrættet Kopf eines Denkers fra 1918. Her er al plastisk materialitet skubbet i baggrunden til fordel for en åndelig dimension. Dette opnåede Lehmbruck gennem den enorme krumning af det smalle kranium, med de afrevne skulderstumpe, fragmentet af venstre hånd foran brystet og det knogleformede udseende.

Kopf eines Denkers ('En tænkers hoved'), 1918, Steinguss (kunststen').
/Neue Nationalgalerie, Berlin.

Lehmbrucks værker stemples som entartet

Wilhelm Lehmbrucks skulptur Kniende fra 1911 udstillet på NS-propagandaudstillingen Entartete Kunst i München i 1937.
Fotografi fra 2016 efter fotostat.
.

I 1937 blev en stor del af Wilhelm Lehmbrucks værker erklæret for entartet af nationalsocialisterne og fjernet fra de tyske museer. Flere af Lehmbrucks hovedværker blev fremvist på den store NS-propagandaudstilling Entartete Kunst i 1937 i München.

Lehmbrucks og andre tyske avantgardekunstneres værker blev opmagasineret i et depot på Schloss Schönhausen i bydelen Niederschönhausen i nærheden af Berlin. Her anbragte man særligt værdifulde kunstværker i fornemme omgivelser, for at man på en "værdig" måde kunne betjene købere fra udenlandske museer og den internationale kunsthandel. Her havde tyske mellemhandlere adgang til depoterne med videresalg for øje.

Flere af Wilhelm Lehmbrucks værker blev da også, indtil 1941 hvor USA trådte ind i 2. Verdenskrig, eksporteret til organiserede tyske gallerier i USA, som så efterfølgende solgte værkerne videre til amerikanske museer og privatsamlinger.

Kunststen eller bronze – de posthume bronzer

Wilhelm Lehmbruck foretrak at arbejde med tonet gips eller tonet kunststen, det vil sige cement/beton-støbninger i forskellig pigmentering. I sjældnere tilfælde støbte han i bronze. Der har gennem tiden været diskussion om, hvorfor Lehmbruck foretrak gips og kunststen. Man hælder til den overbevisning, at han foretrak disse materialers matte, ensartet overflade, som i modsætning til bronze fik overfladen til at pege indad i skulpturen og suge lyset ind uden at reflektere det.

Ved Lehmbrucks tidlige død i 1919 opstod naturligt diskussionen omkring hans værks efterfølgelse og produktion. Da kunstneren foretrak kunststenafstøbninger af farvet cement i sin levetid, diskuterede man, hvad der kunne betragtes som støbninger i "Lehmbrucks ånd" og hvor mange. I nogle tilfælde var det muligt, kort tid efter kunstnerens død at foretage få støbninger i kunststen i de oprindelige forme.

Denne skelnen forårsagede forvirring blandt museer, samlere og kunsthistorikere, idet boet efter Wilhelm Lehmbruck lod støbe en stor del af kunstnerens værker i bronze. Derfor eksisterer der en ret stor mængde værker, der for så vidt er "Lehmbruck værker", men alligevel ikke betragtes som reelt af Lehmbruck. Disse bronzer omtales som "de posthume bronzer" og befinder sig i dag på flere museer.

Hvor kan Lehmbruck studeres i dag ?

Portræt af den østrigske skuespiller Elisabeth Bergner, 1918, radering.
/Lehmbruck Museum, Duisburg.

Den største samling af Wilhelm Lehmbrucks værker befinder sig på Lehmbruck Museum i Duisburg. Museet er tegnet af kunstnerens søn, arkitekten Manfred Lehmbruck (1913-1992). Samlingen indeholder omkring 100 skulpturer sammen med 900 tegninger, 200 grafiske værker og 40 malerier. Desuden kan hans værker studeres på en række tyske museer, blandt andre Staatliche Kunstsammlungen i Dresden, Städel Museum i Frankfurt am Main, Staatsgalerie Stuttgart og Neue Nationalgalerie i Berlin.

En række af Lehmbrucks hovedværker, der var erklæret entartet, blev under 2. Verdenskrig sendt til USA og for mindre summer solgt videre til en række amerikanske museer. Disse værker befinder sig i dag blandt andet på Museum of Modern Art og Metropolitan Museum of Art, begge i New York samt National Gallery of Art i Washington. I nogle få tilfælde har det været muligt for tyske museer, med støtte fra den tyske stat, at generhverve værker af Lehmbruck på aktion for svimlende summer.

Betende (Bedende') fra 1918 er udført i kunststen og fremstiller Elisabeth Bergner i rollen som Henriette i Zürich-opførelsen af den svenske dramatiker August Strindbergs teaterstykke Rausch i februar 1918, hvorfra Lehmbruck tegnede visse scener. Skulpturen er forvitret, fordi den var placeret på en kirkegård i Zürich i en årrække.

/Kunsthaus Zürich, Zürich.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig