Wilhelm Leibl var en tysk maler og grafiker. Leibl, der anses for en af de vigtigste repræsentanter for den tyske realisme, opholdt sig 1869-1870 i Paris, hvor han blev påvirket af Gustave Courbet, J.-F. Millet og 1600-tallets nederlandske kunst, primært Frans Hals.
Ved Den Fransk-tyske Krigs udbrud i 1870 rejste han tilbage til München, og i 1873 bosatte han sig i Bayern. Her fandt han sine motiver blandt den sydtyske bondebefolkning, som han skildrede i kraftfulde billeder, hvor han lagde vægt på at fange den menneskelige karakter, f.eks. Bønderkoner fra Dachau i Bayern (1875, Nationalgallerie, Berlin).
I årene 1878-84, der betegnes som hans Holbeinperiode, var værkerne præget af stor detaljerigdom og klare farver og former, f.eks. i Tre kvinder i kirken (1878-82, Kunsthalle, Hamburg). I 1890'erne blev han igen mere frigjort i sin malemåde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.