Malerkunst, kunstnerisk udtryksform, der som sit væsentligste udtryksmiddel anvender farver bestående af pigmenter, der ved hjælp af et bindemiddel fæstnes til en malegrund. Bindemidlet, fx animalske eller vegetabilske lime, forskellige tørrende olier eller syntetiske bindemidler, har betydning for både arbejdsprocessen og det færdige billedes karakter. Da kunstnere frem til 1700-t. ofte selv fremstillede deres farver, var der mulighed for allerede her at arbejde med forholdet mellem pigmentets finhed og bindemidlets konsistens. Men også senere har man arbejdet med farven som masse, der kan bearbejdes og få karakter, fx ved tilsætning af sand. Den kan lægges tykt på (pastos) eller påføres i flere mere eller mindre transparente lag (lasur). Afgørende for maleriets karakter er også de redskaber, der anvendes til påføring af farverne, fx pensel eller spartel, eller om de sprøjtes eller hældes på malegrunden.

Hule- og klippemalerier fra palæolitisk tid er malet direkte på klippevæggen. I Altamiragrotten i Spanien og Lascauxgrotten i Frankrig har man anvendt jernoxider, hæmatit og limonit, som giver røde, brunlige og gullige okkerpigmenter; til sort er brugt trækul eller brændt ben, mens hvide pigmenter forekommer som hvidt ler. Pigmenterne er i tør tilstand, dvs. uden bindemiddel, påført den fugtige klippevæg. I århundredernes løb er der udkrystalliseret calciumcarbonat i et ganske tyndt lag på overfladen af malerierne, som har fæstnet pigmenterne til klippevæggen i en slags fresko-proces.

I oldtidens Egypten udvikledes et både teknisk og kunstnerisk forfinet vægmaleri på pudsede mure i de fornemme grave, udført med jord- og mineralfarver i næsten alle kulører. Voksmaleri (enkaustisk maleri) med voks som bindemiddel er brugt til bl.a. senantikke mumieportrætter, mens teknikkens anvendelse inden for muralmaleriet kun kendes fra skriftlige kilder (Vitruvius og Plinius d.æ.). Kalkmaleriteknikkerne udvikledes også i antikken, hvor man i det græske og romerske monumentalmaleri ofte anvendte flere forskellige teknikker i samme billede. Kalkmaleri på våd kalkpuds med pigmenter iblandet kalkvand, fresko, er særdeles holdbart, hvad de mange velbevarede udsmykninger af kirker og paladser fra middelalderen og renæssancen vidner om. På tør puds malede man "al secco" med pigmenter i bindemiddel, ægtempera, lim e.l.; begge teknikker er anvendt i de danske kirkers kalkmalerier. Freskoteknikken har været dominerende inden for muralmaleriet frem til 1900-t., hvor man bl.a. også anvender silikatfarver.

Maleri på tavler af træ o.l. forekom allerede i antikken, men blev mere udbredt i middelalderen, ofte udført med tempera, hvor pigmenterne blandedes med vand og æg eller andre emulsioner. Også tørrende olier, fx linolie, vandt større udbredelse som bindemiddel, og i 1400-t. perfektioneredes oliemaleriet af de tidlige nederlandske malere. Maleunderlaget var overvejende trætavler, hvis overflade før bemaling behandledes med en grundering af kridt blandet med lim. Lærred som maleunderlag kendes fra middelalderen, og fra 1600-t. blev det præparerede lærred, opspændt på en blændramme og bemalet med oliefarver, den dominerende form for staffelimaleri. Til mindre arbejder på papir har man ofte brugt pastelfarver eller vandopløselige farver, de transparente akvarelfarver og de dækkende gouachefarver. Dækkende vandfarveteknikker er også hyppigt anvendt til middelalderens bogmalerier på pergament og til miniaturemalerier på bl.a. elfenben.

Maleri på glas havde sin storhedstid i middelalderen og renæssancen, først som monokrome konturer og detaljer på farvet glas som i de gotiske katedralers store vinduer, senere som polykrome malerier på klart (eller farvet) glas. Emaljemaleriet, hvor farvepulver brændes fast på en metalplade, blomstrede især i byen Limoges i 1400- og 1500-t., men fik en renæssance i sidste halvdel af 1900-t.

I tidens løb er mange forskellige teknikker taget i brug inden for malerkunsten, bl.a. airbrush eller spraymaling, hvor farverne sprøjtes på malegrunden. Man har også søgt at forbedre bindemidlernes tørreegenskaber og stabilitet og pigmenternes lysægthed. Fra midten af 1800-t. udvikledes de syntetiske farver, og omkring 1960 fremkom akrylfarverne, der med akrylharpiks som bindemiddel og vand som fortynder (oprindelig terpentin) tørrer hurtigere end oliefarverne.

Se endvidere artikler om de enkelte teknikker (fx kalkmaleri), om farve og om blandt andet billede, arkitekturmaleri, blomstermaleri, genremaleri, historiemaleri, hulemalerier, landskabsmaleri, marinemaleri samt kunsthistorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig