tegnekunst

Tegnekunst, håndtegning, kunstnerisk udtryksform, oftest udført på papir e.l. Historiens første systematiske samler af tegninger, kunstteoretikeren og kunstneren Giorgio Vasari, definerede i 1500-t. tegning som kunstnerens første udtryk for en idé. Den kan udvikles og gennemarbejdes i form af et maleri, en skulptur eller et bygningsværk og i sjældne tilfælde stå som et selvstændigt kunstværk.

Tegningers forskellige funktioner fordrer forskellige materialer og teknikker. Til at skitsere sin første idé vil kunstneren ofte vælge et fleksibelt tegneredskab som trækul, sort- eller rødkridt eller en blød blyant. Hvis hensigten er at fastholde struktur og omrids, bruges blyant eller pen og blæk, og til at skildre lysets spil på formernes overflade kan der tilføjes hvid farve eller lavering. Særligt gennemarbejdede tegninger kan koloreres med vandfarve eller gouache.

De fleste tegninger fra før 1700-t. er studier til færdige værker og rummer ofte det intimeste udtryk for kunstnerisk skaben, udført uden hensyn til sociale og kunstneriske konventioner. I løbet af 1800-t. begyndte kunstnerne at gøre sig uafhængige af den forberedende tegning og arbejdede direkte på lærredet eller i leret og voksen. Derfor har den selvstændige tegning været dominerende i de sidste 150 år. Siden 1940'erne er teknikken og kunstnerens arbejde med den blevet ligestillet med værkets koncept og mening. Der er indført utraditionelle teknikker, som anvendes eksperimentelt i færdige, selvstændige værker. Af denne grund vandt samlebetegnelsen "kunst på papir" udbredelse i slutningen af 1900-t.