genremaleri

© Scala

Jean-Baptiste Siméon Chardin Barn med snurretop; maleri, 1738. Louvre, Paris.

genremaleri, folkelivsskildring, skildring af mennesketyper i situationer fra dagliglivet, ofte med et anekdotisk indhold. Den franske forfatter Denis Diderot anvendte begrebet i betydningen sædeskildring, hvor indholdet havde en moralsk pointe.

Genreagtigt indhold i figurskildringer findes helt tilbage til oldtiden, fx i egyptiske og pompejanske vægmalerier samt græske vasemalerier og gravmæler. Middelalderens genrescener knyttede sig som regel til religiøse fremstillinger, fx i bogmalerier og i kirkernes skulpturelle udsmykninger. 1700-t.s japanske træsnitkunstnere, fx Hokusai, gjorde genreskildringen til en specialitet i de såkaldte ukiyo-e ('billeder fra den flydende verden'), der fik betydning for 1800-t.s europæiske kunst.

I barokken forstærkedes realismen i bibelske fremstillinger ofte ved indføjelsen af genreagtige træk (Caravaggio, Velázquez), men de første egentlige genreskildringer udførtes af flamske og hollandske kunstnere i 1600-t. Her var billeder fra såvel de rige borgerhjem (Jan Vermeer van Delft, Pieter de Hooch) som det mere løsslupne bonde- og værtshusmiljø (David Teniers d.y., Adrian Brouwer). Den franske rokokos frivole fêtes galantes og hyrdescener (Antoine Watteau, Nicolas Lancret) kan betragtes som genrescener, mens J.-B.-S. Chardin og J.-B. Greuze senere i 1700-t. gengav det borgerlige livs hverdagsscener. Hos William Hogarth og Thomas Gainsborough i England er vi tæt på sædeskildringen i Diderots forstand, og i den danske guldalder fik genremaleriet en særlig udformning i familiebilledet, hvor portrætter af virkelige personer er skildret i deres daglige omgivelser i hjemmet (C.W. Eckersberg, Wilhelm Bendz). Kunstnernes ophold i Italien gav rig anledning til folkelivsskildringer, som det ses hos bl.a. Albert Küchler, Ernst Meyer og Wilhelm Marstrand, mens Christen Dalsgaard, Fr. Vermehren og Julius Exner, Skagensmalerne og Fynboerne helligede sig danske motiver. Brødrene Frants og Erik Henningsen malede ofte genrebilleder; den sidstnævnte behandlede af og til med socialt engagement samfundets skævheder. Senere i 1900-t. har genremaleriet ikke haft nogen fremtrædende betydning.